Fra St. Peter endnu i Øret Messen mig klinger;
Vaticanet idag os aabner Konsternes Skat.
Hedenoldet opstaaer i evig Skjønhed af Graven,
Guder paa mig hensee i store marmorne Hal;
Oldtidshelte jeg seer, og gamle Keisere stirre
Taus alvorligt herud blandt det forstenede Liv.
Som ved et Trylleslag en livfuld Verden er standset,
Seer i Aarhundreder nu taus paa fremmede Slægt.
Dyrene selv ere Steen, og staae, blandt Helte og Guder,
I Fortryllelsens Baand til Jorden lænket endnu.
Synet ængster min Sjæl; dog see, Fortryllelsen løses,
Stenen rører sig hist — en Gud her lever endnu.
Den belvederiske Apollo.
Staaer Digterguden synlig for mit Øie?
Har Jorden da Olympens Fald ei skuet?
Hvo har dens Guders slukte Liv opluet?
Du lever end, du Vældige, du Høie!
Du Python seer sit Dragehoved bøie.
Din lette Piil Uhyrets Magt har kuet;
Din Harm er Ro, den knused før den trued.
Foragter Seiren uden Kamp og Moie.
Kun saa en Gud kan paa Dæmoner vredes,
Saa høit hans Blik Heroers Krands bortkaster.
Mens over Jord han til Olympen haster.
Ei meer, o Digtergud, dit Navn tilbedes;
Men Hvo dig saa har tænkt og drømt, og skuet,
Hans Sjæl en mægtig Guddom har opluet.
Paa Jorden har han ei dit Billed fundet:
Saamangen Helt er gjennem Verden gangen,
Og Barden fulgte ham med Harpeklangen —
Dig var det ei: du høiere har stundet.
Camoenen dobbel Laubærkrands har vundet
Om Heltens Tinding, naar til Seierssangen
Med Harpen Sværdet kæmped stolt om Rangen —
Din rene Skikkelse dog her var svundet.
Fra sjunkne Guderverdens skjønne Rige,
Jeg seer dig høi, guddommelig fremstige —
O! er det ei en Drøm, som brat maa svinde?
Hvo er du, Engel, som kan Drømme binde?
Du mægtig slog paa Fjeldet med din Vinge,
Bød Guden frem af Marmorklippen springe.
Der staaer han — nei, han neppe Jorden rører,
I evig Ungdomsskjønhed han hensvæver,
Og Dybets Slægt dog for hans Manddom bæver:
I lette Haand han Kæmpebuen fører.
For Gudens Blik sig Dalens Moe tilslører,
Mens blye hun skjønhedsblændet Øie hæver;
Et Elskovssuk med Ynglingen bortsvæver,
Det guddomsrørte Hjerte ham tilhører.
Men fort til større Værk den Stærke iler,
I Dalens Myrthelye ei Guden hviler;
Han søger Daphnes Lund paa Pindus’ Høie,
Han seer ei Taaren i Hyrdindens Øie:
Paa Skuldren rask han gyldne Kogger svinger,
Snart Harpen høit i Guderhallen klinger.
Billeddyrker dog ei, og Hedning her jeg ei vorder,
Dandser Livet end selv paa Hedenolds Sarkophag;
Bacchanaliers Fryd paa Graven har de afbildet,
Livets Genier der end triumfere med Lyst:
Styrter en Genius her, de Andre over ham dandse,
Og hvor en Aand forgaaer, en Anden glad tumler hen.
— Sorgløse Barndomsold! dit Letsind Sjælen forfærder,
Voxer til Manddom du, forfærdet staaer du der selv,
Seer i Laocoon i Alvorstimen dit Billed;
Hist det rædsomme Syn af Drømmen tyder min Sjæl.
Laocoon.
Maa du evig med Uhyrer kæmpe?
Kan du aldrig Slangelænken sprænge?
Gamle Kæmper, er du ikke træt?
Kan din Marter Dybets Harm ei dæmpe?
Afgrundsormen har dig knuget længe.
Er Uhyret af dit Blod ei mæt?
Maa du end i Skjæbnekampen grue
For de Smaa, med Knuder til dig bundne,
Uopløselige som din Qval?
Maa du deres spæde Arme skue
Med dæmonisk Offerbaand omvundne,
Som kun Evigheden løse skal?
— Martyrhelt fra Hedenoldets Dage!
Dine Guders Afmagt du ei kjendte,
Og forgjæves Offerblodet randt.
Ei de hørte dine Sønners Klage,
Ei de deres Aasyn til dig vendte —
Ingen Frelser du foroven fandt.
Menneskene blege fra dig flyede,
Vrede Magter dig til Offer kaared,
Jord og Himmel haver dig forladt.
Kan du Skjæbnens store Gaade tyde?
— Dybet har sin Yngel til dig baaret,
Og indviet dig til evig Nat.
Staae forstenet da, mens Sekler svinde!
Kamp med Slangerne, til Jorden falder!
Kæmp, til Himlen knuser dem med dig!
Staae forstenet, som et Rædselsminde
Over Haabløshedens dunkle Alder,
Mørkets Kæmpeold paa Jorderig!
Krampespændt som du, har Tiden standet,
Som af Evighedens Slange knuget,
Af Nødvendighedens Arm omsnoet.
Kæmpen har Uhyrets Magt forbandet,
Og mens det hans Hjerteblod udsuged,
Har han fri sig i sin Lænke træt.
Stolte Frihed, vil du Himlen tvinge?
Vil du Guder og Dæmoner true,
Og dig drømme stor, mens du forgaaer?
Skjæbnen ryster over dig sin Vinge,
Dybets Slangeknuder dig nedkue.
Som Laocoon du for mig staaer.
Staae og vidn for Slægterne, som komme,
Om den store Kamp, som er udkæmpet!
Naadens Vinger over Jord har suust;
Løst er Gaaden — Skjæbnens Tid er omme,
Himmelofret Dybets Magt har dæmpet —
Davids Sæd har Slangens Hoved knust.
Fra Forstenelsen bort, og bort fra Hedenoldshallen!
Venlige Syner hist husvale ængstede Sjæl.
Raphaels Loggier her i store Buegang glimre,
Hvor fra hvælvede Loft med Farver taler Guds Ord:
Billedbibelen skjønt fra Muur og Steen sig oplukker.
Verdens Skabelse selv, og Patriarkernes Liv
Herlig i Billedskrift fraoven til os nedtaler;
Hist fra aabnede Hal forklaret Frelser jeg seer.
Transfigurationen.
Høit paa Tabor i Lys sig hæver Aandernes Herre,
Medens ved Bjergets Fod forladt Disciplene staae;
Kan Dæmonen de ei af Barnets Bryst nu bortjage?
Ak, er Mesteren fjern, Hvo tvinger Afgrundens Aand?
— Fjern var Mesteren ei; i sin Forklarelse glemte
Lysets Herre ei dem, som haabed mens det var Nat;
Aandefyrsten nedsteg i Glands fra Aandernes Samfund,
Evig sank for hans Lys i Nat Dæmonernes Hær.
Marias Kroning.
[Malerie af Raphael og Gjulio Romano.]
Hvad from Legenden om Marias Død
Og underfulde Hedenfart bebuder,
Det skjønne Underværk jeg skuer her.
Paa Jorden Herrens Moder meer ei vandrer.
Lukt Øiet er, som Lyscheruben saae,
Med Lilliestænglen, i den store Time,
Da Aanden overstraaled Himlens Brud.
Det Hjerte brast, hvorunder Livets Herre
Og alle Sjæles Saliggjører hviled.
I Kisten Jesu Moder er nedlagt;
Det Legem, som, med Himmelen i Slægt,
En Guddom kunde føde i sin Reenhed,
Kan det af Jordens Orme nu fortæres?
Og tør Forraadnelsen sin Gift udaande
Paa Barmen, hvorved Evigheden died,
Og Salighedens Konge Hvile fandt?
— Ved den Begravne staae de Guds Udvalgte,
Som Verdenslyset og dets Moder saae
I Livets Herlighed; nu stirre de
For sidstegang i Kisten efter Larven
Af den Gudsignede; men hvad de søge
De finde ei — dem ingen Liigduft møder;
Men tusind Lillier staae i hellig Glands
Og dufte saligt fra den tomme Kiste.
Høit løfte sig de Frommes Andagtsblikke,
Og see, hist uforkrænkelig forklaret
I Glands Maria blandt Cheruber throner,
Af Salige og Lysets Engle priist,
Af Sønnen i hans Herlighed modtaget
Med Livets og med Evighedens Krone.
Madonna di Foligno.
End Himmeldronningen ei Jorden glemmer;
I høiest Herlighed, ved Herrens Throne,
Med Evighedens store Seierskrone,
Hun Jordens stille Længsel end fornemmer;
Og mens Serafers Jubel hun istemmer.
Nedsmiler hun til Savnets dunkle Zone;
Til hendes Sjæl kan gjennem Himle tone
Hvert lønligt Suk, som fjerne Hjerte gjemmer.
Og see, i Skyen hun sig aabenbarer,
Som fordum hun for Hyrderne sig viste,
Da Østens Fyrster hende salig priste.
Nu Himmelglandsen Moderen forklarer —
Paa hendes Skjød kan Sønnen selv nedstige,
Et evigt Barn fra Barnehimlens Rige.
* * *
Vaticanet igjen de Helligdomme bevarer,
Som vanhellige Haand bortrev til Seierens Stad;
Domenichinos Haand den Frommes Død mig har viist.
Tro Perugino her hos store Lærling jeg skuer;
Større Lærlingens Værk dog priser Mesterens Konst.
Herligt lever endnu hvert Billed, Raphael stilled
For Aarhundreder hen paa Dug og trofaste Muur.
Stanzernes Mure dog med Guld ei Verden opveier,
Seirens mægtige Haand dog denne Skat lader staae;
Selv den største Tyran forbauset Genien skaaner,
Tiden vandrer forbi, og ærer hellige Værk.
Englen leder end her, som fordum, Petrus af Fængslet;
Hist ærværdig end staaer din Viisdomsskole, Athen!
Heliodorus end af Helligdommen forjages;
Hellige Strid endnu om Sacramentet jeg seer.
Underværkerne end med Hostien, og ved Branden
Verden studsende seer, og deler Kirkens Triumf,
Hvor for hellige Syn den stærke Attila bæver.
— Stod disse Mure kun endnu paa Romas Ruin,
Hid dog maatte endnu med Andagt Konstneren vandre,
Og forgjæves ei blev den længste Pillegrimsfart.