Tit Vandreren gik hjemløs henover Mark og Eng,
Nu vaagner han som Jeppe i Herremandens Seng.
Jeg i en Kro mig drømte, og vaagner op i Rom,
Kan ikke ret begribe, hvordan saavidt jeg kom.
En Landsmand mig omfavner, og fast af Glæde stum
Jeg strax med ham spadserer — til Capitolium;
Derfra jeg skuer Forum og Colosseum hist,
— Ifald her ei var Rækværk, nedtumled jeg nu vist —
Der løber via sacra — hist Seiersbuer staae,
Her hellige Ruiner, med Moos og Blomster paa.
Hiin Side Tiberstrømmen staaer Peters Kæmpedom,
Jeg staaer blandt de syv Høie — og spørger dog derom.
Fra Capitol jeg løber til Thorvaldsen paa Stand,
Seer Verdens gamle Guder — og deres Skabermand.
Han Anbefalingsbrevet i Krogen kaster hen:
I danske Thorvald finder den Danske strax en Ven.
Vor Freund, som Qvintus Messis, staaer i hans Værksted tro,
Omfavner mig som Broder, og taber Meislen fro.
Den Mester smiler kjørlig til Svenden, tro og stærk;
Hist stander alt i Leret et dygtigt Svendeværk.
Snart løber jeg tilbage, og snart jeg løber frem —
Her maa jeg boe og bygge, i Rom er nu mit Hjem.
End kan jeg dog ei hvile, fast Lykken er for stor,
Med Livius for Øiet, med Kartet i min Haand,
Det gamle Rom jeg søger, og Spor af Romeraand.
Det Svundne grant han skuer, og finder her igjen;
Dog længe gaaer jeg fremmed i underfulde Bye,
Og kan de gamle Drømme ei glemme for de nye.
Kun naar i Midnatsstunden jeg taus paa Forum staaer,
Mens over Fredens Tempel den stille Maane gaaer,
Kun da mig synes stiger af Graven gamle Stad;
Men tit jeg gaaer fra Høi til Høi, og seer og veed ei hvad.