Tit Viinhøstglæder nu Valfarten standse,
Mens hen ad Veien med Druer vi dandse;
Med tragicomisk Deklamation
Gaaer foran vor lystige velske Person;
Fra Karmen toner Romerens Sang,
Og paa langsomme Muler Bjeldernes Klang.
Ei Veturinen just Reisen forcerer,
Og dog vor Bajaz ham nobiliterer:
Som Cavaliere Raimondo han
Paa Mulen sig teer som en Herre af Stand;
Ved Qvel han sidder til Bords ved vor Side,
Og paa Brystet ham skinner Stjernen den hvide,
Af Postpapiir dannet konstig med Sax —
Ercellenser vorde vi alle her strax.
Til Afvexling raser man, naar man ei synger:
Raimondo med Færdighed Kampesteen slynger,
Det sanded en Æseldriver idag;
Med os Andre han farer desværre i Mag,
Ak, derfor os skjuler alt dunkle Nat
Peruginos herlige Billedskat.
Dog hvad jeg har seet, forglemmer jeg ei,
Om ogsaa imorgen paa middagsheed Vei
Voltaire igjen i Vognen mig driller,
Og en halv Skok Tragedier med mig spiller,
Naar paa Overfladen af rolig Sjæl
For Tidsfordriv han slaaer Helte ihjel.
Vor Romerinde ei lider de Bøger,
Hun synger gjerne, og leer og spøger;
For ti Aar siden hun dermed vist
Erobred Hjertet paa Romeren hist;
Nu maa Herr Gemalen sin Lykke prise,
Naar for Andre hun synger den gamle Vise.
Med stor Respekt paa det Aar jeg seer,
Om end det sig lidt plebeiisk teer,
Fra Heltefolket de dog nedstamme.
Og Roma var deres store Amme.