Seer jeg i fremmed Stad et Billed fra forrige Dage?
Møder mig favrest Møe fra Barndomsdrømmenes Kyst?
Disse Øine jeg saae, da end jeg Kjephesten tumled,
Naar disse Lokker jeg saae, jeg glemte Vildskab og Leeg,
Satte blandt Søstrene mig paa Skamlen, saae paa den Skjønne,
Lytted hjerteglad til, naar fro hun taled og sang.
Sjunger hun end som før? er Kind og Lok end den samme?
Jeg dog sidder ei meer paa Skamlen ved hendes Fod;
Fremmed den Reisende staaer, i Huset Ingen ham kjender,
Moderen kommer og see, hun kjender fremmede Røst;
Barnet mindes hun end, hun mindes forrige Dage,
Staaer nu alvorlig der i Børneenglenes Flok.
Nu jeg de Lokker først seer, og Øiet det livlige sorte,
Men huusmoderligt Slør nu skjuler stillere Glands:
Gjenfødt ungdommeligt Liv forynget blomstrer omkring os,
Halv rullet hen er et Liv — ak, sælsomt skifter dog Alt.
Langt fra fædrene Øe, i fremmed Stad du nu sidder
Stille i Børnenes Kreds og taler fremmede Sprog,
Sysler huusmoderlig her og tænker rørt kun paa Hjemmet,
Naar fra Barndommens Land dig hilser reisende Gjæst.
Muntre henflygtede Møe! hvi er saa stille du vorden?
Stille er Moderens Fryd; men Jomfruens Glæder forbi;
Gjerne du mindes dem dog, og spørger Venner og Frender,
Søstrene mindes dig end, men Brødrenes Øine er lukt.
Vennerne vidt er adskilt, og Fremmede boe nu paa Øen;
Hvor vi har vandret engang, udslettet der er vort Spor.
Skjuler Taaren sig hist? lyksalig Øiet dog smiler,
Kan dig bortfarende Gjæst kun Vemod bringe i Huus?
Bort da fra lykkeligt Tag, hvor stille Dagen dig svinder.
Hvor dig ved vanlig Dont, det Svundne flyer som en Drøm.
Meer du længes ei did, hvor Ven og Frende er borte:
Smiler dig venlige Øe end skjøn huldsalig endnu;
Dog som smilende Liig af kjær Veninde den ligger,
Blomster paa Baaren er strøet; men Sjælen flagred dog hen.
Bedre i fremmed Stad fortrolig stille at sidde,
See paa gjenfødte Liv, som friskt omblomstrer dig her.
Favner til Afsked du mig, som Barnet fra forrige Dage —
Hil dig lyksalige Viv! — fort Vandrer fra fremmede Stad!