Anakreon
En Fortælling i tre Sange.
En Fortælling i tre Sange.
Første Sang.
Indviet til hver munter Ungdomsleeg,
Til Bacchi Fester og til Amors Lue,
Et Slot paa havombruste Samos steeg
Vidtglimrende mod Himlens Saphirbue.
Dets høje Tinding, funklende af Guld,
Paa hvide, runde Marmorstøtter hviilte,
Og bag det Marker laae, hvor Ceres huld
Fra lyse, grønne, tætte Agre smiilte,
Og hvor Pomona Vandreren indbød,
At qvæge sig i dybe Lundes Skjød.
Fortryllet stirred’ her det glade Øje
Ud over Havets sølvblaa Slette hen
Mod dine blide Kyster, Jonien,
Og dvælte hist paa skovbekrandste Høje,
Hvorfra et sølvklart Væld i rige Dal
Blandt Roser gjød sit rullende Chrystal.
Naar Elskovs Stjerne ned fra Himlen smiilte,
Hiin Musers, Amors og Kariters Ven,
Anakreon, sin Lyra greb og hen
Til dette Slot paa Elskovs Vinger iilte.
Her boed’ Lydia, hvis Priis gjenklang
Fra Skovens Løvsal, Markens Blomstertroner,
I myrtekrandste Lyras ømme Toner
Og i henrykte Skjaldes kjælne Sang.
O, aldrig havde Amor nogensinde
Frembragt saa tryllende en Huldgudinde.
Liig Flora straalte hun i Ungdoms Glands,
Og Terpsicore liig i Kjededands
Hun høi og rank og let og munter svæved’.
Liig Hebes smiilte Rosenkinden mild,
I Øjet gløded’ Afrodites Ild,
Paa Læberne Sireners Vellyd bæved’,
Og hendes Ord, som Gratiernes hulde,
Besjæledes af Musers Vid og Aand.
I sine Lænker, disse Blomsterbaand,
Hun Helte, Vise, Konger fængslet skulde.
Anakreon, hvis Hjerte dannet var
Til dybt at føle Yndets blide Vælde,
Anakreon, som Elskovs Ild besjæl’de,
Den smilende Karites Lænker bar.
Hun fængslede hans Følelser, hans Tanker.
Han hende saae, naar i Begejstrings Stund
Han irred snart i labyrinthisk Lund
Og snart imellem Bjergets grønne Ranker,
Og lærte ved Naturens Moderbryst
At male Kjerligheds og Venskabs Lyst.
Og naar i Pigers favre Kreds han hæved
Sin Sølverrøst til Lyrens ømme Klang,
Og smelted’ deres Barm ved Elskovs Sang,
Hans Tanker froe hans Lydia omsvæved’.
Naar venligt Øje hist en Himmel liig
Og Kinden her liig skyefrie Morgenrøde
Ham smiilte huldt og tryllende imøde,
Han hendes Blik og Smiil gjenkaldte sig.
Og tit, naar rundt om ham, med Roser kronte,
Ved blinkende Pokal hans Venner sad,
Og spøgende han sang hvert Hjerte glad,
Og Bacchi Priis fra alle Læber tonte,
Et Suk, som fra hans kjælne Barm opsteeg,
Fra muntert Lag til Lydia sig sneeg.
Kold var hun mod den Ild, hvoraf han brændte.
Den voxte, som det gjerne skeer, derved.
Men skjøndt hun til hans Suk ei Øret vendte,
Forsvandt dog ei hans Haab, hans Munterhed.
Han elsked’ vel, men var ei af de Daarer,
Der svømme hen i melankolske Taarer.
Hans Elskovs Lue som hans Sjæl var blid,
Og næret i Kariters Rosenlunde,
Hans Phantasie ham ængsted’ ingentid
Med vilde, mørke Billeder, som kunde
Forjage hiint for Glæden aabne Sind,
Hvorved han, selv da Sølvhaar Issen pryded’,
Traad jublende i Dandsens Chorre ind
Og Ungdoms Fester ved sin Lyra fryded.
”O, tænkte han, ”bliv kun at beile ved;
”Men fremfor alt du blid og munter være!
”Hvad nytter det at lade Sorg hentære
”Sin Ungdoms Kraft? Nei, øm Opmærksomhed,
”Et venligt Øjekast og glade Miner
”Udrette meer end gusten Sorg og Harm.
”Din Glut, som kold i Dag forbi dig triner,
”Maaskee i Morgen flyver i din Arm.”
Naar Maanen ned fra Himlens Hvælving smiilte,
Han da til elsket Piges Vaaning iilte.
Paa hendes Dør han friske Roser hang
Og hendes Ynders hulde Magt besang,
Og skildrede sin Elskovs stærke Lue,
Og om et Smiil, et Kys, et Favntag bad.
Saa under Himlens stjerneklare Bue
Ved hendes Dør en Foraarsnat han sad
I Lye af Bøge, Nattergales Troner,
Og sang til krandset Lyras kjælne Toner:
Nattens sorte Mulm omgav
Skov og Ager, Bjerg og Slette.
Taust var alt paa Land og Hav;
Jordens Skarer slumred’ trætte.
Som jeg da til næste Dag
Kraft i Søvnens Arme sanked’,
Vaagned jeg med Eet, det banked
Højt paa Døren Slag i Slag.
Vred jeg raabte: ”Hvo er du,
Som af søde Søvn mig vækker.”
Mildt en Røst mig svarte nu:
”Ak, et Barn, som Mulmet skrækker.
”Slukt er Maanens blide Skin,
”Regnen skyller, Stormen hviner;
”See jeg til din Dør hentriner
”Vaad og kold; O, luk mig ind!”
Lys jeg tændte, lukte op,
Ind jeg saae et Barn at trine,
Yndig som en Rosenknop,
Med forførisk Smiil og Mine.
Vinger havde han og bar
Gyldent Kogger, gylden Bue.
Ak den Gud, som Elskovs Lue
Tænder i vor Barm, det var.
Jeg til varme Arnested
Venligt trøstende ham bragde,
Tog ham paa mit Skjød og vred
Vandet af hans Haar og lagde
Huldt hans frosne Haand i min,
Som af Medynks Varme brændte.
Øjets Ild tilbagevendte,
Rød blev atter blege Kind.
Nu han bad med søde Ord:
”Ven, O, see min vaade Bue!
”Ak, jeg frygter, at dens Snor,
”Slap af Regnen, ei vil due.
”Kjære, lad mig prøve den!”
Hurtig han sin Bue spændte,
Pilen mod min Barm han vendte,
I mit Hjerte fløi den hen.
Leende han sagde nu:
”Glæd dig med mig! See, min Bue
”Sikkert rammer, saaret du
”Brænder alt af Elskovs Lue.”
Sandt han talte. Ømt for dig,
Lydia, mit Hjerte brænder.
Ynd en Ild, du selv antænder!
Han taug, og nu med Vredens mørke Blikke
En væbnet Yngling mod ham traadte frem.
”Hvo er du,” sagde han, ”som frygter ikke
”At nærme dig til den Karites Hjem,
”For hvem af fyrigst Kjerlighed jeg brænder?”
”Nu, Elskovs Ild hun og hos mig antænder,
”Og Amor, Freds og Glæders milde Gud,
”Tilstaaer os alle lige Ret at vinde
”Ved Overtalelse den Huldgudinde,
”Man ønsker at udkaare sig til Brud.”
”Tit Sværdets Ret afgjør Rivalers Trætte.
”Saa fordum Blod omflød Scamanders Slette
”Og stolte Ilion, i Aske lagt,
”Et evigt Minde blev om Elskovs Magt,
”Da Helte frem i Vaabens Torden skrede
”Og om den yndige Helena strede.
”Skjøn som Helena er min Lydia,
”En Tvekamp vi om hende prøve da!”
”O, vore Fædre vare lidet kloge,
”At for en Piges Skyld i Kamp de droge
”Til fjerne Kyster over vilde Hav.
”Skal Elskovs Ild liig Mordbrandsfakler brænde
”Fortærende og Tvedragts Luer tænde?
”Skal Livets Moder vorde Livets Grav?
”Nei, rose, hvo, som vil, kun vore Fædre,
”Men tænke mere viist og handle bedre
”Vil vi, som leve i en gylden Tid,
”Hvor mindre Roes det er at døe i Strid,
”End ved hver Fredens Kunst sit Land at hædre.”
Den anden fik ei Tid at svare ham;
Thi rædsomt Bulder de med Eet fornam.
De Døren aabnet saae og saae en Skare
Af Slaver frem mod dem med Knipler fare.
Foran dem treen en Mand, der talte saa:
”Hvad Pokker lure I om Nattetider
”Liig Speidere omkring mit Huus? Jeg lider
”Sligt Væsen ei; thi det I vide maae,
”At Lydia, trods alle friske Fyre,
”I Ægtestandens Havn med mig skal styre.
”Jeg beder Eder derfor, at I gaae,
”Men hvis I ikke giøre, som jeg beder,
”Med braadne Pander hjem jeg sender Eder.”
Anakreons Discipel, Naso, har
Os sagt, hvad sikkert alle med ham mene:
”Til i den muntre Amors Leir at tjene
”En Krøbling altid ilde skikket var.
”En General ei mere raske Gutter
Saaledes tænkte ogsaa disse To,
Og hver til Sit begav sig da til Roe.
Anden Sang.
Anakreon var alt for viis og froe,
Til at ham Andres Rasen kunde røve
Vor Klodes største Gode, Hjertets Roe.
Den sære Hændelse, han maatte prøve
Ved elsket Piges Dør, ham ei nedslog.
Og farlig den Person var heller ikke,
Som ham og truende Rival bortjog.
En ægte Faun i Tale, Miner, Blikke
Og Væsen, han just ikke skikket var
Til unge Pigehjerter at indtage.
Fik han saa nydelig en Glut til Mage,
Han sikkert snart Aktæons Krone bar.
Ved Vagt at holde om den favre Pige
Han viiste just, han ei paa hende leed,
Men frygted’, at ved første Leilighed
Hun med en Elsker vilde sig bortsnige.
Heel rolig sov Anakreon da ind,
Og alt, da Morgenrødens første Skin
Paa Bjergets Top og Skovens Kroner bæved’,
Han munter sig af bløde Leje hæved’,
Og siddende i grønlighvælvet Gang
Til Lyren han istemte denne Sang:
Blandt spøgende Bacchi Chore at træde
I hvirvlende Jubeldands er min Glæde,
Og gjerne blandt muntre Venner jeg slaaer
Min Lyra ved rødligt perlende Bæger,
Men O, naar, bekrandst om salvede Haar
Med duftende Hyacinter, jeg leger
Med venlige Glutter, omfavnet og kyst,
En Himmel udspænder mit svulmende Bryst.
Misundelsens Gift, som martrende brænder
I fredløse Barm, mit Hjerte ei kjender,
Og trættekjær Tunges Pile jeg flyer,
Og naar jeg i Dands med Gratier træder
Til Strengenes Klang, den Vildmand jeg skyer,
Som, følelsløs for de blidere Glæder,
Tør yppe ved Gjestebud stormende Kiv.
”O,” sagde han, ”gid min Philosophie
”Dog over alle Hjerter seire kunde!
”Da Iversygens vilde Raserie
”Med Blod ei farved’ Amors Myrtelunde,
”Og Vold ei i hans blide Tempel stod
”Og raslede med Despotismens Kjæder,
”Og Nid ei sine Slanger hvisle lod,
”For at forgifte Elskovs Himmelglæder.
”Nei, froe hvert Hjerte var og trygt hvert Fjed
”Og Amors Helligdom for alle aaben.
”Man vel om favre Pigers Hjerter streed,
”Men kun med Ømheds vennehulde Vaaben.
”Ad Rosenstier svævede man hen,
”Og viden Jord var et Elysien.
”Men Styrkens Ret og Guldets Almagt gjælde
”Selv der, hvor Hjerterne bør være frie.
”Ak, sukkende i evigt Slaverie
”Saa mange Piger Vemodstaarer fælde.
”Men du ei sukke skal, min Lydia;
”Jeg modig bryde skal din Trældomslænke.
”O, gid du, ved min Ømhed bøjet, da
”Mig vilde smilende dit Hjerte skjænke!
Saaledes talt, til Marmorslottet hen
Han iilte, for sin Pige at opsøge,
Og under hendes Vindue igjen
Han stod i Skyggen af de samme Bøge.
En Raslen hørtes i det nære Krat,
Og glad han vendte sig, i Haab at skue
Den Glut, som hos ham tændte Elskovs Lue,
Men saae den Yngling, som den sidste Nat
Til blodig Kamp opfordred ham, fremtrine;
Dog var hans Øje mildt og huld hans Mine.
”Hvor glad er jeg, at jeg dig møder her,”
Udbrød han; ”hid jeg kommer for at bede
”Dig glemme, at i Nat mod dig mit Sverd
”Jeg vilde løfte i afsindig Vrede.
”Tilgiv mig!”
”Min Tilgivelse du har.
”Mit Hjerte aldrig Nag til nogen bar.
”Det er vel sandt, vi to Rivaler ere
”Men gjerne dog vi Venner kunne være.
”Min Haand jeg rækker dig til Venskabs Pandt.
”Din Haand mig giv! Hvad hedder du?”
”Cleanth.
”See her min Haand! hvor det mit Hjerte fryder,
”At mig Anakreon sit Venskab byder.
”Men hør et Raad, som er os begge godt!
”Hvis begge altid vi til dette Slot
”Paa samme Tid ved Stjerners Glimt os snige,
”At tale med den skjønne Lydia,
”Den ene kun den anden hindrer da,
”Hinanden vexelviis vi Pladsen vige,
”At frit vi tolke kan den hulde Pige
”Vor Elskovs Ild. Hveranden Nat er din,
”Og lad hveranden Nat da være min.
”Derved vi forebygge voldsom Trætte
”Den, som at vinde Hjerter bedst forstaaer,
”Vil seire.”
”Nu! Jeg denne Pagt indgaaer.”
”Men mig tilhører første Nat med Rette;
”Thi det var mig, som dette Raad opfandt.”
”Vel, første Nat er din.”
Nu gik Cleanth.
Anakreon allene blev tilbage.
I tykke Krat det raslede igjen,
Og Slottets Herre, Dolon, med en Drage
Af gammel Jomfrue vandred’ mod ham hen.
Han saae, at denne Mand var just den samme,
Der sidste Nat Cleanth og ham bortjog,
Og fra sin Plads han hurtig Flugten tog
Og skjulte sig bag breden Bøgestamme;
Thi ingentid han var for Klammerie,
Og sikkert giver du ham Ret heri.
Imidlertid de smukke To henvandre
Til tætomskygget Plads, som han forlod.
Ei vidende, at tæt bag dem han stod,
Fortroligen de talte med hverandre.
”Her,” sagde Slottets Herre, ”var det da
”Cleanth i Dag den kydske Lydia,
”Ved Glimtet af den første Morgenrøde,
”Omfavnede.”
”Ja, just paa dette Sted,”
Var Pigens Svar. ”Jeg stod jo selv derved.
”Og de i Nat igjen hverandre møde
”Paa samme Plet.”
”Og fattig selv vil hun
”Med fattig Elsker flye fra Riigdoms Bolig?
”Slig Daarlighed mig næsten er utrolig.”
”Dog vil det skee i næste Midnatsstund.
”Naar Alt i Søvnens bløde Arme hviler,
”Til hendes Fyr jeg slipper hende ud.
”Og nok saa glad hun da med ham bortiler,
”At blive i et andet Land hans Brud.
”En liden Baad ved Kysten ligger rede,
”Som hen til Jonien skal bringe dem.
”Derfra de videre vil rejse frem,
”Hvorhen dem Elskovs Gud og Lykken lede.”
”Nu flye kun, smukke Par! Langt mere vil
”Mig hjelpe Eders Flugt, end hidindtil
”Jeg vandt ved Bønner, Trudsler, Magt og Gaver.
”Lidt Klæder Lydia jo med sig haver?”
”En liden Byldt.”
”Velan! Behændig ind
”Imellem Tøjet vikle du et Skrin
”Med gyldne Smykker fyldt og Ædelstene!
”Men overraskes skulle de af mig,
”Naar froe til Havets Bred de nærme sig
”Og allerede sig i Tryghed mene.
”Da sigter jeg Cleanth for Tyverie,
”Og Lydia allene kan befrie
”Ham fra hans haarde Straf, ved mig at ægte.
”Har hun Cleanth det allermindste kjer,
”Hun ikke vover mig sin Haand at nægte.
”Troer du, at denne List ei sikker er?”
”O, var min Løn kun stor, som ingenlunde
”Din List slaaer feil, o Dolon.”
”Aldrig kunde
”Jeg lide Nidskheds stygge Last. Du faaer
”Af mig din Frihed og en landlig Gaard
”Den Dag, da jeg i Ægtesengen stiger
”Med den Elskværdigste blandt Samos’s Piger.”
De atter gik. Anakreon nu saae,
At om endogsaa der han vilde staae
Til sorte Nat, hans Pige ei nedsendte
Til ham et venligt Blik; han hjem da vendte,
Ei med Fortvivlelse og ei med Harm,
Saa stygge Følelser han ikke kjendte,
Men Vemod tronte i hans ømme Barm.
Tredie Sang.
Anakreon urolig gik allene
I Lye af høje, tætte Lindegrene,
Der bredte melancholske Skygger ud
Om ham liig hine, der hans Sjæl omslørte.
Philosophie og Elskovs blinde Gud
En liden Krig i Hjertet sammen førte.
Man veed, at sjælden eenes disse To,
Og vel det gaaer, naar end i Strid de ere.
Man tit har seet Forstanden desertere,
Naar Pigers Smile røve Hjertets Roe.
“Hør,“ sagde Elskovs Gud til ham, “forsvunden
“Er nu din Fryd; men O, du trøste dig!
“Min List et sikkert Middel har udfunden,
“Hvorved du end kan vorde lykkelig.
“Cleanth, som Venskab dig tilsvoer, ved Sviig
“Dig overtalte dog til sig at give
“Det Løfte, at den næste Nat du ei
“Vil styre til din Piges Hjem din Vei.
“Hold nu dit Ord; det vil din Lykke blive.
“At frie Cleanth fra Skjendsel og fra Baand,
“Hun Slottets Herre love vil sin Haand;
“Men derpaa du som Frier skal fremtræde.
“Du jo en Yndling er af Polykrat,
“Som hersker mægtig over Samos’s Stat.
“Din Bøn han understøtte vil med Glæde,
“Og froe vil hun henflyve til din Barm,
“For at udrive sig af Dolons Arm.“
Men viis og blid Philosophien nu
Ham saa tiltalte: “Grusom kunde du
“Da ville saare den, som du tilbeder?
“See, Lydia Cleanth sit Hjerte gav.
“Hun trods hver Fare over Land og Hav
“Vil flygte bort med ham til fjerne Steder.
“Saa ømt, saa troe hun elsker ham, at vant
“Til Overflod hun dog med sin Cleanth
“Fra Riigdoms gyldne Marmorborg vil flytte
“Med Glæde hen til Armods trange Hytte.
“Og kunde du da vel med Tigersjæl
“Den Hulde fra sin Elsktes Hjerte rive?
“Ak, vil du hendes Glæders Morder blive?
“Nei, søg din Fryd i din Tilbedtes Held!
“Den List, som Dolon pønser paa mod hende,
“Til hendes Gavn du snildeligen vende!
“Troe mig, du vil just vinde selv derved.
“I sig et bundløst Væld af Salighed
“Har den, som fremmer Brødres Hæld og Glæde.
“Hvis med en kold og sammenkrympet Sjæl
“Vi eene føle ved vort eget Vel,
“I snever Kreds af Nydelser vi træde.
“Men hvis hver Skabnings Fryd er ogsaa vor,
“Den Kreds af Nydelser, som os henrive,
“Er som umaalelige Verden stor.
“Vort Glæders Væld ei kan udtørret blive.
“Liig Lysets Strøm, det ruller evig fort.
“Du i dets milde Straalehav dig sænke
“Og føle, det er sødt, ei eene stort,
“Ved eget Offer Andre Fryd at skjænke!“
Philosophiens Raad vor Digter lød.
Den let hans vennehulde Hjerte rørte;
Thi han dets Gjenlyd i dens Tale hørte.
I Kjerlighedens og Naturens Skjød
Han tidlig dannet var, den Lykkelige!
Thi ei man da, blandt Qvarter muret ind,
Forglemte i Naturens Bog at kige,
Og ikke da forvorpent Munkesind
Med Tyrannie af Ynglingen begjerte,
At, uden Sandser, uden følsomt Hjerte,
Han skulde være kold imod den Lyst,
Hvis Attraae flammer mægtig i hvert Bryst.
Let var det for Anakreon at finde
Et lille sikkert Puds, ved hvilket han
Behendig kunde vende Dolons Plan
Til Fordeel for sin elskte Huldgudinde.
Det traf sig just, at han den næste Nat
Til muntert Lag var budt af Polykrat;
Thi denne Fyrste, skjøndt i Kampens Torden
Et Lyn, dog agtede hver Musers Ven.
Da Aftenskumringen omhylte Jorden,
Til Polykrat vor Digter iilte hen.
Hos ham de Vittigste paa Samos vare,
En lille men tillige udsøgt Skare;
Thi helst han sad imellem slige Mænd,
Naar Hvilens Stund til Nydelse ham vinked’.
Man satte sig om begerkrandset Bord,
Hvor Chierviin i Guldpokaler blinked’.
I Rosendragt et Afroditechor,
Hvis Miners Venlighed til Fryd besjælte,
Hvis Blikke kunde Mormorhjerter smelte,
Hvis Læbers hulde Smiil til Kys indbød,
I blomsterkrandste Begre Vinen gjød
Og mildt dem til de muntre Gjester rakte.
Et andet Pigechor, som Lyren slog
Og blide, vellystfulde Toner drog
Af lydisk Fløite, Elskovs Længsler vakte
Og Haabets Himmel gjød i deres Bryst
Og hvirvlede dem hen i Jubellyst.
Du gjetter let, at ei vor Digter glemte
Ved sit Talent at livne Festens Fryd.
Til Lyrens Toner og til Fløitens Lyd
Han denne Sang til Evans Priis istemte:
Froe vi Begrene tømme ud!
Mens vi drikke, vor muntre Vise
Druens viinløvbekrandste Gud,
Glædens spøgende Fader prise!
Han i Vaarsolens blide Glands
Leder Chorene frem i Dands.
Det hans venlige Hjerte fryder,
Naar til Strengeleeg Sangen lyder.
Han som Amor er skjøn og mild;
Han hver blomstrende Møe henrykker.
Elskovs Dronning med Ømheds Ild
Til sin Liliebarm ham trykker.
Han et smilende Døttrepar,
Fryd og Venskab, med hende har.
Fulgt af dem til hvert Lag han iler;
Sorgen slumrer og Hadet hviler.
See en Skare af Gratier
Os den frydende Nektar bringer;
Men Bekymringers sorte Hær
Alt er flygtet paa Stormens Vinger.
Tag da Begret med sorgfrie Aand
Af de venlige Glutters Haand.
Er der Griller endnu tilbage,
Lad en Ruus dem paa Flugten jage.
Daare, som for at sanke Guld
Vil hengræmme din Ungdoms Alder,
Nyd den Stund, som dig smiler huld!
Døden alt dig maaskee bortkalder
Næste Stund, og hvad nytter vel
Da dit Guld dig, o Sorgens Træl?
Hver Bekymring du viis inddysse,
Tømme Begret og Piger kysse!
Saa vi nyde vor Foraarsstund.
Vi med Myrter vor Isse krandse,
Røve Kys fra de Skjønnes Mund,
Drikke Viin og med Piger dandse.
Tømmer Begret, o Venner, ud!
Druens viinløvbekrandste Gud,
Glædens spøgende Fader prise
Saaledes sang Anakreon og stemte
Derved til dobbelt Glæde Polykrat.
Han alle Kronens tunge Sorger glemte;
Til Fryd han eene vied’ denne Nat.
Man skjemtede og sang og drak og dandste
Med hine vakkre Piger, som bekrandste
Med Glædens Roser om de brune Haar,
Og blomstrende i Ungdoms favre Vaar,
De muntre Gjester Begret venligt bøde
Med Smile, som i Hjertet Vellyst gjøde.
Men see, alt Midnatstimen nærmed sig.
Anakreon til Polykrat nu sagde:
“Til mange Glædesfester du mig bragde,
“Tillad, at jeg engang maa skjænke dig
“En liden Fest, som vil dit Hjerte fryde!
“Følg med, din Gang du ikke vil fortryde,
“Og kommer, kjere Venner, ogsaa med!“
“Det vil vi,“ svarte Polykrat; “jeg veed’
“Os spøgende Anakreon ei gjækker,
“Naar han en Glædesfest os love vil.
“Veiled os, vi dig følge; men see til,
“Du og det Haab opfylder, du opvækker;
“Thi noget sjældent vente vi af dig.“
De ud af gyldne Slot nu skyndte sig.
Anakreon igjennem Blomsterdale
Dem førte til det Sund, der ruller hen
Forbi det yndefulde Jonien.
Hvo kan det synderlige Optrin male,
Som her vort Selskab fik at see? Cleanth,
Som til at give tabt var ikke vant,
Ved Hjelp af sine Baadsfolk tappert sloges
Med Dolon og hans hele Slavehær.
Her To ved hviden Strandbred laae og droges,
Og Næsestyvere en anden der
Uddeelte vexelviis til hele Trende,
Og hisset tvang Cleanth med draget Sværd
En liden Trop til sig paa Flugt at vende.
Men det af alle Dolon sælsomst gik.
En haandfast Karl i Haarene ham fik
Og oven paa den gamle Hex, vi kjende
Af anden Sang, han kastede ham ned.
Paa Marken tumledes han nu med hende;
Thi i Forvirrelse og Ængstlighed
Op til hans Hjerte hun saa tæt sig klynged’,
Som om hun var hans egen kjære Viv,
Og Armene hun rundt omkring hans Liv
Saa fast, saa ømt, saa inderligen slynged’,
At altid, naar han vilde rejse sig,
I bløde Græs hun atter ham nedtynged’.
Kun een var ørkesløs i denne Krig;
Det var den favre Lydia. Aleene
Hun stod i Skyggen af et Løntræes Grene,
Som om et venligt Skjul hun søgde der,
Og saae urolig hen mod Kampens Slette.
“Ei,“ sagde Polykrat, “Hvad er vel dette?
“Et heelt fortvivlet Slag jo føres her!
“Trods Saar og Blod de ere end ei trætte.
“Jeg vide gad, hvorom de kriges saa.“
“Du hisset seer en yndig Pige staae,“
Udbrød Anakreon; “det er om hende
“De slaaes. Du høre Sagen selv og ende
“Ved en retfærdig Dom den hele Krig.“
Han nu fortalte Fyrsten Dolons Sviig.
Men Polykrat de Stridende befalte,
(I Kampens Ild de ei vort Selskab saae,)
Hver fredeligen hjem til sit at gaae;
Og Dolon, Lydia, Cleanth han kaldte
For sig og talte saa:
“Jeg, Dolon, veed
“Din smukke Plan. Hvad mener du vil blive
“Din Straf?
“Ak, svarte han, du mig tilgive!
“Jeg uret handlet har; men Kjerlighed,
“Som leger mægtig selv med Guders Hjerte,
“Og tit et lidet snedigt Puds dem lærte,
“Har mig forført. See denne Glut! Hvor blid
“Og skjøn er hun! Hvis, som i fordum Tid,
“End Fader Zeus spadseerte om paa Jorden,
“Han sikkert glemte Trone, Scepter, Torden,
“Og al sin anden Guddomsherlighed,
“Og steeg som Svane eller Tyr herned.
“Som fattig Slægtning kom den favre Pige
“Til mig, da hun var end i hine Aar,
“Da Elskovs Sukke ei fra Barmen stige,
“Og kjælent Hjerte ei uroligt slaaer.
“Hver Dag jeg hendes Ynder saae tiltage,
“Og ønsked’ hende til min Ægtemage.
“Men see, nu kom Cleanth og spilte mig
“Det Puds at snappe hende bort for sig.
“Var jeg nu at fortænke, om jeg vilde
“Et lidet Puds igjen da spille ham.
“Ved dette Puds jeg ham det ikke ilde
“Dog meente; thi Elendighed og Skam
“Jeg ikke over ham har villet bringe.
“Ved Sniildhed jeg ham eene vilde tvinge
“At afstaae mig den skjønne Lydia,
“Som jeg i Brudesengen vilde føre.”
Nu Dolon taug og Fyrsten sagde da:
“Jeg har dit Forsvar hørt; din Dom du høre!
“Lad Lydia uhindret ægte den,
“Som hendes Hjerte kaaret har til Ven!
“Det Skriin, hvorved du vilde dem besnære,
“Skal som et lidet Udstyr hendes være.
“En landlig Gaard den Hex du lovet har,
“Som nys omfavnede dig saa fortrolig;
“Den Gaard du give dette Brudepar!
“Ei liden være den, og net dens Bolig!
“Og lader os nu alle være froe!
“Tilbage til min Gjestesal vi vende!
“Der under Bæggres Klang vi disse To
“Hvis hulde Hjerter for hinanden brænde
“Saa ømt, lykønske vil.“
Didhen de gik.
Paa Vejen Polykrat med venligt Blik
Sig vendte til Anakreon og sagde:
En Fest du loved’ mig, og vel dit Ord
Du holdt; du i din Gjæld endog mig bragde;
Thi er en Fest for Kongers Hjerte stor
Som den, at kunne Andre Hæld berede!
Og rundt om Tronen Jubelfryd udbrede?
O. Horrebow.