Brev fra en Kone til hendes Mand
(Indsendt af Manden.)
(Indsendt af Manden.)
Ven! kan du forestille dig min Glæde,
Da jeg imodtog dit det kiære Brev?
Min Længsel! o den vilde ei tilstede,
Jeg aabned’ det; jeg Seglet sønderrev;
Jeg kyste det, og mine Taarer fløde,
Jeg læste det, og læste det igien;
Ei siden i vor Elskovs Morgenrøde
Din Elskede fik Brev fra dig, min Ven.
Jeg tæller hvert Minut, som er tilbage,
Før glad igien jeg skal omfavne dig;
End er der to, to lange seene Dage,
Kun to, og dog hvor lang en Tid for mig?
Den Dag, som mig min Mand igien skal give,
Den er saa nær — den er mig kiær, som den,
Da Himlen Din, din Brud mig bød at blive,
Da jeg gav dig min Haand, mit Hierte hen.
Jeg Længselen vil stræbe at forjage;
Det er omsonst, den følger, hvor jeg gaaer,
Hvad skulde og dit Billede borttage,
Som i mit Bryst saa dybt indprentet staaer?
Hvert Øieblik dit Savn din elskte vækker,
Naar sieldne Søvn om Natten nærmer sig.
Nu slumrer jeg; et Stød af Vinden skrækker
Mig frygtsom op; alt minder mig om dig,
Alt ængster mig, jeg overalt dig følger;
Hvor er han nu? — Mon der endnu? — mon der? —
Min Angst sig digter Farer, Hav, og Bølger
Imellem os; thi ei hos mig du er.
Jeg søger Trøst i min Venindes Arme,
Hun bringer al den Ømhed, som hun veed;
Men, hun mig bringer ei i dine Arme,
O Venskab er dog lidt mod Kierlighed!
Din Daatter end vil ingen Trøst modtage,
Hun stammer stedse, »hvor du er gaaet hen?«
Hun græder; »kommer han ei snart tilbage?«
Og skynd dig, trøst os, iil, kom snart igien!
I Aftes laae vor elskte lille Spæde,
Og leegte ved sin ømme Moders Bryst.
Du var, som altid, i min Barm tilstede,
Vor Spæde savned’ ei vor fælles Trøst,
Jeg savned’ dig, jeg fulgte dig, jeg lænkte
Min Tanke fast ved dig, jeg hos dig var,
Det er jeg stedse — nu jeg overtænkte
Det Ærende, som os adskillet har.
Jeg saae dig ved din syge Moders Leie,
Jeg saae dig ved din elskte Faders Liig;
Tungt paa mit Hierte dine Sorger veie,
O kunde det heelt bære dem for dig!
Gud, tænkte jeg, hvor grusom blev min Smerte,
Om det var dig! du min, du vores Trøst! —
Den blotte Tanke knusede mit Hierte;
O var det — o jeg døde ved dit Bryst.
En Taarestrøm randt over mine Kinder:
Ned paa din Daatter, som ved Brystet laae,
Hun skimter op — min Graad forøget rinder,
Og hun græd med, saasnart min Graad hun saae.
Endnu selv ingen frygtsom Tanke saarer
Dit spæde Bryst; dig væder i mit Skiød
En lykkelig, men bange, Moders Taarer;
Og derved alt din Taarestrøm frembrød!
Ak om du skal naar Sielen modnet fatter
Det Smertens Dyb, hvis Tanke denne Qval
Forvolder os — ak om du, elskte Datter!
Dens Rædsomhed engang opleve skal!
Bort, Tanke, bort! Kom, elskte Mand tilbage,
Ei længer vi udholde kan dit Savn;
Iil, dæmp vor Sorg, fornye vor Glædes Dage,
Og aldrig meer udriv dig af vor Favn.