Jens Kragh Høst (1772–1844)

I Naturen hersker Freden blid;

Sefir aander; Sneens Dynge flyder.

Vær mig hilset, Vaar! Du skjønne Tid!

alt i Haabet Sommeren jeg nyder.

Liflig stiger frem af Jordens Skjød

Stilken, hvorpaa knoppes Liljer spæde —

Syge! glem den Tid, da Nordstorm bød;

drag igjen dit Væir med Haab og Glæde!

Lykkens Søn, som endnu ingengang

Sorgens, Møjens Byrde saaes at bære!

Hør den frie Lærkes muntre Sang!

Og forkynd, den liig, din Skabers Ære!

Du en oplyst, sand og værdig Tolk

af Naturens Skjønhed, Viisdom være;

Er du ikke meer end Skovens Folk?

Mon du ikke Navn af Dyrets Konge bære?

See hvor skyldfri, yndig Blomsten er,

før den gaaer til Støv tilbage —

Yngling! Gavnlighed af Blomsten lær,

forend Sorg omhyller dine Dage!

Vintren flygter, liig en rædsom Drøm,

naar Naturen Søvnens Lænke brækker —

Livets Vaar bortfly’r med Tidens Strøm,

som en Ven, der Savn, ei Taarer, vækker.

Olding, Du som favner Maalet snart,

Vaaren dig, dig Solens Straale glæde!

Saa Udødeligheds Haab skal klart

frem af Evighedens Taage træde.

Ei skal paa din Morgen, evig ny,

vaade, kolde Aftenvinde følge;

ingen stormfuld Høstnats mørke Sky

Stiernehimlen for dit Øie dølge.

Da skal følge dig fra svundne Aar

Mindet om hver sand og ædel Handling;

og din Salighed, en evig Vaar,

aldrig friste nogenslags Forvandling.