Den farlige Fugl
(Efter Bions fierde Idyl.)
(Efter Bions fierde Idyl.)
Fuglefængeren Mol, den tolvaars blomstrende Smaadreng,
Kom med Doxer i flittige Haand en Morgen til Lunden.
Amor, seer han, den vingede Skalk, sødtslumrende hviler
Under det Rosnhegn, der krandsende Lunden omslynger.
Høit i hans Barm nu Hiertet slaaer, og med blussende Kinder
Største Done han hænger fast i de stærkeste Grene.
”Fanger jeg dig — saa sukker hans Siel — du vældige Fugl! da
”Vorder jeg mægtig og riig, og kiøber mig Ager og Enge!”
Guden vaagner, og bag de dølgende Buske belurer
Drengens Øie den hist og her omflagrende Amor.
Ak! men Morgenen svandt, og Middagen svandt, og hans Done
Hænger urørt endnu. Fortvivlet, med Taarer han løber
Ud paa høstede Mark til Myrtil, der forhen har lært ham,
Qviste at bøie, og Doner at snoe, og Fugle at fange.
”Gamle! — saa lød hans Ord — jo den Kunst, du mig lærte, er herlig!
”Kom dog i Hast, og hielp mig at fange den største blandt Fugle!”
Oldingen loe, gik strax med den elskede Lille, men kiendte
Snart den farlige Fugl, og han bød med varslende Finger:
”Jag ei efter den farlige Fugl, og ønske dig den aldrig!
”Ikke den skabtes til Spøg; i Buur den ei fængsles; o skye den!
”Priis dit Held, at ei du har fanget den evige Flygtning!
”Nu den foragter dig kun; men om føie Aar vil den komme,
”Selv usøgt, og bygge paa Ynglingens Hoved sit Rede!”
F. Høegh Guldberg.