Den Hyrde, jeg følger, er dig, min Gud;
Thi skal mig ej lejede Hyrder forvilde!
Hvor Engene grønnes, du leder mig ud,
Og jeg finder den læskende Kilde.
Paa Sletter og Fjelde der aander da Ro,
Der trygt er at bygge, som venligt at boe.
Saa skulde jeg vandre, selv hvis du bød
Mig Skyggernes Egne, de skumle, betræde.
Du fulgte mig; — svunden var Trængsel og Nød,
Og med dig var og Lyset tilstede.
Gak foran, min Hyrde! jeg følger din Stav,
Hvorhen den saa fører, til Liv eller Grav.