Ved
Ved
Hver, som Dyd og Siæleadel hylder,
Hver, som føler Qvindens høie Værd,
Der en Moders tunge Pligt opfylder,
Ønskte jeg ved denne Jordefærd.
Hun, hvis Støv vi tavse her ledsage
Til den stille, fredelige Grav,
Var i alle sine Levedage
Huuslig, from og vennehuld og brav.
Derfor fik Hun og et Æreminde,
Himlens Engle maatte glædes ved:
Heltens ømme Taarer saae de rinde —
Sønnen græd ved Hendes Hvilested.