Tit med Ærefrygt man taler
Om en fordums Hædersmand,
Der blandt Piger og Pocaler
Graanede i Grækenland.
Hver, som elsker Viin og Piger,
Hver, hvis Siel ved Sangen stiger,
Kiender vist Anacreon.
Ham, med al sin Guddoms Styrke,
Phoebus gav sin Digteraand;
Amor Kraft at Skiønhed dyrke;
Bacchus Bægret i hans Haand.
Stedse sang han: ”Ven, glem Sorgen!
Elsk og drik i Dag! — i Morgen
Banker Døden paa din Dør!”
Men hvad Under vel, at lutter
Honning fra hans Læber flød!
Grækenland har skiønne Glutter,
Og der’s Viin er nektarsød.
Pigers Kysse og Pocaler
Skabe selv blandt Cannibaler
Mangen halv Anacreon.
Du, hvis Harpe Phoebus stemmer
I det evig kolde Nord!
Der hvor Solen Jorden glemmer,
Der hvor ingen Ranke groer!
Ven! paa hvilke skiulte Veje
Vandt Du Dig til Arv og Eje
Tejer-Bardens hele Aand?
Sikkert Smilets Guddom kiendte
Svenske Pigers Tryllemagt;
Og den Viin, Dig Bacchus sendte,
Var for Dig tilsidelagt.
Den, til hvem de Piger smile,
Over hvem to Guder hvile,
O! han er alt hvad han vil.
Lad os om vort Bæger hænge,
Venner! Bacchi Epheukrands!
Leve Harpens gyldne Strænge!
Leve Piger, Viin og Dands!
Høit i Chor vor Sang sig hæve:
Længe siunge, længe leve
Scandiens Anacreon!
Kbhavn den 2 Julii 1796.
P. A. Heiberg.
