Ønskerne
til
til
Lyda.
Lyda.
Saamange Ønsker hurtig Døden fandt,
Som Avner, der i Nattestormen svæve:
De meentes ei — hvad Under, at de svandt,
At uden Kraft de ei sig kunde hæve,
At ei i fulde Neg de rigt oprandt,
For bølgende i Høstens Vind at bæve.
O! tager Du os for et saadant Ax,
Saa tomt, saa goldt, saa reent forladt af Kiærne:
Da var det bedre, at vi døde strax,
Riv os i Stykker da, vi falde gierne,
Et Offer for den grusomt kolde Sax;
Thi alt i Fødslen sluttes Livets Stierne.
Men mener Du, at vi skiøndt svag’ af Røst,
Skiøndt Mange vi i Kløgt og Fiinhed vige,
Dog bære Noget i det stille Bryst,
Der værdigt var i Toner at fremstige:
Da tag os venligt op, og hør med Lyst
De faa og simple Ord vi har at sige.
Vor Digters Hierte ønsker ene Dig,
Men Du har Ret at have Ønsker flere.
„Meer“, siger han „Du kan ei vorde mig,
Gid jeg for Dig da maatte vorde mere!
Gid som Du er paa indre Fortrin rig,
Dig ogsaa Lykken maatte gunstig være!“
„Gid varigt Solskin smile paa Din Vei!
Men for at Solen ei skal mangle Skygge,
Da følger, som en dunkel Skygge, jeg,
I den Du kan Din Sommerbolig bygge.
Vel er den glimmerløs, men svigter ei;
For Falmen kan dens Dunkelhed betrygge.“
„Ja saa det er,“ saa sukkede hans Mund,
Og fra hans Øie faldt en lønlig Taare,
„I hendes Liv jeg er den mørke Grund,
Hvo vil en Tiørn vel til sin Ven udkaare?
Tag den i Barmen ei! den stikker kun,
Og hvad den elsker, kan den ene saare.“
„Dog ti!“ vedblev han, „snart maaskee hun troer,
At med en Strøm af Ord jeg kun vil spille;
Hun veed det jo, hvad varmt i Hiertet boer,
Det kan de kolde Ønsker ei fremstille;
Saa ti! hver Handling eder er for stor,
For mig det blotte Ønske er for lille.“
C. Hauch.