Aldrig fra de grønne Sale,
Vandrer jeg i Staden ind,
Skildt fra Høider og fra Dale,
Skildt fra Lys og letten Vind:
Aldrig jeg fra Teltet flytter,
Søger Skjul bag Vold og Muur,
Aldrig jeg min Frihed bytter
Med et skummelt Fangebuur.
Seer du Floden hist, der iler,
Ruller mod det store Hav!
Dristig den i Solen smiler,
Skjøndt den vandrer mod sin Grav.
Stjernen glimter i sin Bane,
Stille kan den aldrig staae,
Færdes efter gammel Vane
I det ubekjendte Blaa.
Høstens vilde Fugl sig svinger
Til et sydligt, fremmed Land.
Aldrig den sin Længsel tvinger,
Før den naaer den fjerne Strand.
Ingen Strande dog der gives,
Der kan køle Fuglens Blod,
Snart den af sit Indre drives
Mod den Kyst, den nys forlod.
Stiernen, Fuglen, Flodens Vande,
Er da de alene frie!
Og skal jeg tilbage stande
Som et Træ paa vilden Sti!
Samler Hjorden! Vi vil reise,
Bryder Teltets Bolig ned!
Hurtigt skal det atter kneise
Paa et nyt og ukjendt Sted.
Min Kameel jeg snart belæsser,
Den skal knæle paa mit Bud;
Hesten, som paa Sletten græsser,
Bære skal min unge Brud.
Buen klinger, Strengen bæver,
Pilen svigter ei sit Maal,
Ulven, der sit Bytte kræver,
Synker for det hvasse Staal.
Slettens Søn ved Faren smiler,
Deilig er hans ranke Mø;
Frem hun som Gazellen iler,
Fanges den, da maa den døe.
Hendes Slør i Luften bølger,
Blikkets Glands det skjuler ei,
Vind og Sol og Maane følger
Paa den ubetraadte Vei.
Men naar Reisen er til Ende,
Og naar Teltets Stang er sat,
Da skal Kjærligheden brænde
Som et Baal i Steppens Nat.