Femte Handling.
En Plads i Skoven.
Erik Glipping kommer med Ranild.
Erik.
Ja, Ranild! jeg er træt, her vil jeg hvile.
Ranild. (afsides.)
Nu er vi ene, hvis de var her nu,
Da kunde strax det skee.
Erik.
Hvad siger Du?
Ranild.
Jeg siger: End er Jagten ei forbi;
Thi stærkt det rasler bag de vaade Buske.
Erik.
Veed du da intet venligt Sted, o, Ranild!
Hvor skjønne Læber hilser os med Smiil,
Og hvor vi dvæle kan, til Dagens Komme?
Ranild.
Jeg kiender intet saadant Sted, min Herre!
Erik.
Ak! det er Skade dog, at hine Sagn
Om skjønne Jomfruer, der stige frem
Ved Aftentid med lange gule Haar,
Og lokke Ridderen med Elskovsblik
I Høien ind til hemmelige Glæder,
Kun er en Drøm af ørkesløse Skialde.
Ranild.
Ja, du har Ret.
Erik.
Grib nu dit Horn, og lad det klinge høit,
Saa det kan høres af mit spredte Følge.
Ranild.
Mit Horn er borte, det er glemt i Græsset.
Erik.
Ved Sancta Gertrud! fast jeg frygter, Ranild!
At vi har os forvildet.
Ranild.
Frygt dig ei;
Thi nys jeg hørte Stemmer i det Fierne.
Erik.
Du taler sandt, jeg hører dem endnu.
Ranild.
Hvad nu du hører, er kun Skrig af Vildgjæs,
Der, svøbt i Taager, trække ned mod Syd.
Erik.
Ja, nu er Danmark intet Hiem for dem,
Der mangler Arnested.
Ranild.
Vel sagt, min Herre!
Den sukkende November fordrer nu
Med dunkle Blik sin Ret, paa Himlen svæver
Den kolde Vandmand frem med omvendt Urne,
Og fylder Luften med et Hav af Regn.
Erik.
Var ikke Jagten, Ranild! ønsked jeg,
At denne dunkle, taagede November
Var slettet ud af Aarets Kreds.
Ranild.
Og dog
Os bringer Mørket tidt, hvad Lyset negter;
Det var i denne Maaned, høie Drot!
At du besøgte Stigs forladte Hustru.
Erik.
Siig, hvilken Dag i Maaneden er det nu?
Ranild.
I denne Stund gaaer Høstens blege Sol
Af Skorpionens Tegn i Skytten ind.
Erik.
Siig, er du ei i Slægt med Marskens Hustru?
Ranild.
Tilvisse, høie Drot! Dog agter Ranild
Ei dette Slægtskab stort.
Erik.
Hvor er min Hest?
Ranild.
Jer Smaadreng vogter den i Krattet, Herre!
Erik.
Tys! Hørte du?
Ranild.
Ja, det er Ulve, der
Af Hunger tude paa den store Hede.
Erik.
Vee den, der eensom møder sine Fiender
I slig en Nat.
Ranild.
Hvis I det vil, min Herre!
Da skal jeg tænde Jer en Ild i Skoven.
Erik.
Ja vel! Lad Baalet blusse høit mod Himlen,
Maaskee det leder vore Mænd paa Spoer.
Ranild. (afsides.)
Det kunde lede dem paa dine Spoer,
Som allermindst du venter, Konning Erik!
Erik.
Nu skyder Bonden Slaa for Port og Lade,
Og hver, der har en Hytte, tyer derhen;
Selv pialtet Armod finder nu et Skiul,
Og Hiorten flygter til sit dunkle Leie.
Kun Mord og Blodtørst streife rastløs end,
I Taagen rundt og kræve deres Offer;
Dog jeg vil ikke tænke meer derpaa,
Og vi vil være muntre, Ranild!
Ranild.
Godt.
Erik.
Snart sidde vi paa Viborgs faste Slot,
Hvor hundred Vorlys Nat til Dag forvandle,
Hvor Harpen klinger i den store Hal,
Hvor høie Kæmper i det blanke Staal
Med favre Jomfruer i Dandsen træde.
Ranild.
Det gjør vi ganske vist, min kjække Drot.
Erik.
Vi er kun Konger indenfor vor Kreds;
Dog naar vi overskride den, da er
Vort Bryst saa let at naae, som Betlerens.
Ranild.
Du taler sandt.
Erik.
Heel sært, at du, min Ranild!
Som kun jeg agted, liig et smidigt Rør,
Godt nok til Spøg, men dog for svagt til Alvor,
At du skal ene være den, til hvem
I denne dunkle Stund jeg støtter mig.
Ranild.
Nu blusser Ilden lystig, Konning Erik!
Erik.
Syng mig nu en af hine gamle Viser,
Der klinge fast som Fuglesang i Vaar,
Og lokke Længsler frem i tusindtal,
Saa de maae sværme, liig en Flok af Bier,
Der vaagner af sin Vintersøvn.
En lille Dreng, de Forrige.
Drengen.
Min Konning!
Nu klarer det, nu kommer Maanen frem.
Erik.
Saa bring min Hest!
Ranild.
Det er for tidligt, Drot!
Erik.
Dog lyster ei mig længer her at dvæle.
Ranild.
Jeg skimter Lys, en Vandrer nærmer sig.
De Forrige, Bengt (Marsk Stigs Svend) med en Lygte.
Erik.
Veed du Besked om Veien gjennem Skoven?
Ranild.
Tillad, at jeg —
(Taler sagte med Bengt.)
Erik.
Hvad siger han?
Ranild.
Der er
En By, han siger, kaldet Finderup
Imod Nordvest, tre Fierdingvei herfra,
Der kan vi finde Skiul, til Dagen gryer.
Erik.
Saa lad ham følge med.
Bengt.
Jeg tør det ei,
Jeg gaaer min Herres Ærind.
Erik.
Men naar jeg
Befaler det, da tænker jeg dog vel,
Du følger mig.
Ranild. (afsides til Kongen.)
Ha, vær forsigtig, Herre!
Og røb Jer ei!
(Afsides til Bengt.)
Mærk vel: I Finderup!
Naar Midnat er forbi, naar Alle sove;
Thi jeg kan ei ham standse længer her.
(Bengt gaaer.)
Ranild.
Nu har han sagt mig god Besked, min Herre!
Og jeg skal føre dig paa rette Vei.
(De gaae.)
Stig, Jacob af Halland, flere Sammensvorne. Alle uden Marsk Stig have Munkekaaber over deres Rustninger.
Første Sammensvorne.
Omsonst, han er her ei.
Anden S.
Ha, falske Ranild!
Grev Jacob.
Ja, tro ham ei!
Første S.
Dog har de været her;
Thi hist i Græsset seer jeg Ranilds Skiærf.
Stig. (ved sig selv.)
For sildig altsaa!
Første S.
Alt længe Baalet har i Taagen brændt.
Anden S. til Stig.
Siig: Lammer Sielens bittre Harm din Tunge?
Grev Jacob.
Hvis ei hans Harm blev vakt ved saadan Udaad,
Da var han enten mindre eller meer,
End for en Mand det sømmer sig at være.
Første S.
Tys! hører I?
Tredie S.
Det er en selsom Lyd.
Anden S.
Fra Skyen klinger det som høie Jagtskrig,
Og Horn og Hundeglam og Knald af Pidske.
Første S.
Seer I det ei? Det er den vilde Jæger.
Anden S.
Ja, det er Palnir, der i Luften rider,
Han blev fordømt i Nattens Mulm at jage
Til Verdens sidste Dag.
Første Riddersvend. (sagte til den anden).
Siig, er det ei
Et gammelt Sagn, at Marsken stammer ned
Fra denne Palnir?
Anden Riddersvend.
Jo.
Første Riddersvend.
Og var ei Palnir
En vældig Hedning, der sin Konge slog?
Anden Riddersvend.
Ha ti!
De Forrige, Bengt.
Bengt.
Er ikke Marsken her?
Grev Jacob.
Jo vist.
Bengt.
Jeg bringer Jer et Sorgens Bud, min Herre!
Fru Ingeborg er død.
Stig reiser sig.
Ha, er det saa?
Bengt.
I Gaar ved Midnat sov hun stille hen.
Grev Jacob.
Ulykkelige Stig!
Stig.
Jeg vil ei klage,
Jeg vil ei lære Dvergens Røst i Høien
At lege med min Smertes Omqvæd. Kom!
Bengt.
Jeg har endnu et andet Budskab, Herre!
Jer Frænde, Ranild, bad mig melde Jer,
At han vil rede Glippings Sovested
I Laden nær ved Finderup, der ligger
Tre Fierdingvei herfra.
Første S.
Afsted, afsted!
Grev Jacob.
Ha, snart skal Glippings sidste Time slaae.
Stig.
O! havde du kun ventet denne Nat,
Da skulde du paa Gravens Rand, min Hustru!
Dig have læsket end i Hevnens Bæger. (De gaae.)
En stor Lade ved Landsbyen Finderup.
Erik, Ranild, Kongens Smaadreng.
Ranild.
Saavidt har jeg da bragt dig, Konning Erik!
Erik.
Og maae vi hvile her? Kan du, o Ranild!
Ei skaffe mig et bedre Leie.
Ranild.
Nei.
Erik. (til Drengen).
Saa læg dig nu til Ro, min stakkels Dreng!
Og sov saa godt du kan, det er dig tilladt;
Jeg ønsked kun, din Seng var noget bedre.
(Til Ranild.)
Siig, er det ganske vist, at Ingeborg,
At Marskens Hustru, mener jeg, er død?
Ranild.
Saa sagde mig den Mand, vi fandt i Skoven.
Erik.
Jeg ønsked, Ranild! at i denne Nat,
Du ei mig havde det fortalt.
Ranild.
Tilgiv!
Erik.
Tys! hører du, hvor selsomt Vinden suser.
Ranild.
Paa denne Tid, naar Høsten svinder, Drot!
Er Luften fuld af underlige Stemmer,
Og Ingen sige kan, hvorfra de komme.
Erik.
Ak, jeg er hungrig, Ranild!
Ranild.
Hvis I vil,
Da skal jeg gaae at skaffe Spise, Drot!
Erik.
Ja, gjør det Ranild! men kom snart igjen!
Ranild gaaer.
Erik, Drengen soven.
Erik.
Heel selsomt blinke Skyerne derude,
Og Maanen staaer paa Himlen som en Aand,
Der, skjøndt den udstødt er af Lysets Rige,
Dog end bevaret har et blegnet Gjenskin,
Der minder om den svundne Herlighed.
(Efter et Ophold.)
En mægtig Døsighed betager mig.
— See hisset ligger et Par grove Tæpper,
Og Levninger af Halm og muggent Straa,
Som selv de sultne Gangere har vraget.
Paa det jeg hvile vil. — En sær Forandring,
For den, der nys i Kongeborgen slumred.
Han sover ind.
En sagte Røst.
Erik!
Erik. (i Søvne.)
Hvad vil du mig, du blege Qvinde? Nei,
Det er for koldt til Elskov nu.
(Vaagner.)
Det var
En Drøm. — Nu husker jeg. — Jeg sidder end
I det forladte Skuur, en Betler liig.
— Gid Ranild kom tilbage snart. — Det er
Vel Midienat.
(Ingeborgs Gjenfærd viser sig i Baggrunden.)
Erik.
Saa mørk var ogsaa Natten
Den Gang jeg gjested Stigs forladte Hustru;
Og tykke Taager hang i Luften ned,
Liig Sorgeflor, og Nattergalen taug,
Mens Taarnets Ugle sang vor Bryllupssang.
(Han seer Gjenfærdet.)
Søvngængerske fra Dødens dunkle Pude!
Hvad vil du? — Dog det er en Efterklang
Kun af min Drøm. — Men nei, jeg seer det klart:
Paa Gulvet stander hun i Liigdragt klædt.
— Du hellige Cecilia! Forstaaer
Den tause Grav i saadan Billedskrift
At vise Siælen, hvad den mindst af al
Den Rædsel Dybet eier, vilde see,
Da var det bedre fast, vi ei var født.
(Gjenfærdet forsvinder.)
Det var ei virkeligt. — Det var et Foster
Kun af det vilde Blod, der samler sig
I store Strømme rundt om Hjertet; thi
Sin værste Fiende bærer Mennesket
Dybt i sit eget Bryst. — Ha, Drengen sover
Det er umulig fast at vække ham,
Og Lampen brænder, som den vilde slukkes.
De Forrige, Ranild.
Ranild.
Kun liden er den Forraad, jeg dig bringer;
Thi Bonden sover i sin Hytte trygt,
Og har forglemt sit Arbeid og sin Kamp
For Livets Nødtørft med en karrig Jordbund.
Han hører ei de stærke Slag paa Porten,
Og Hundeglammet, der fra Gaarden klinger;
Og fast umuligt er det ham at vække.
Erik.
Troer du paa Drømme, Ranild?
Ranild.
Høie Konning!
Hvi spørger du mig saa?
Erik.
Ei alle Drømme
Er grundet paa Bedrag, har man mig sagt,
Der gives ogsaa kloge Børn af Natten
Med Spaadomskraft og med dybsindigt Øie,
Der, selv naar Læben tier, vel forstaae
Ved Tegn at tolke dig den skjulte Fremtid.
Ranild.
Har I da drømt i Nat?
Erik.
Ja, tvende Gange.
Den ene Gang jeg drømte ganske vist,
Den anden — dog jeg vil ei tænke meer
Derpaa.
Ranild.
Jeg fatter ei —
Erik.
Er nu vi sikkre?
Har du nu lukket Porten ret forsvarligt?
Ranild.
Ja, jeg har lukket den med Stang og Bielker.
Erik.
Hvad er nu Klokken?
Ranild.
Den er slagen Eet.
Erik.
O! er det saa, da ender snart min Angst;
Ja fast mig synes, at mit Bryst fornemmer
De lette Vingeslag af Morgnens Vind,
Der jage Nattens Skygger bort som Røg.
Ranild.
Dit Øie funkler nu med mere Kraft
End forhen.
Erik.
Sæt dig her, og lad os spise,
Og drive bort den dovne Tid med Skiemt,
Til Morgenhanen ryster med sin Vinge.
Ranild.
Mig lyster ei at spise nu, Kong Erik!
Erik. (spiser.)
Nu som du vil, dog maa du ikke sove.
Ranild.
Nei, nei.
Erik.
Skal jeg fortælle hvad jeg drømte?
Ranild.
Ja vel.
Erik.
Mig syntes, at jeg atter vandred
Paa ubekjendte Veie gjennem Skoven;
Og det var taaget, dog jeg skimted Dag.
Da saae jeg pludseligt et eensomt Huus,
Hvis Ruder var af Horn. Der glimted Lys
Igiennem dem, for Resten Alt var stille;
Den stolte Ganger vrinsked ei ved Krybben,
Den tungeløse Stork paa Taget kneised,
Og Gaasens Skrig blev ikke hørt i Gaarden,
Og Hunden glammed ei, og Hanen slumred.
Tilsidst fornam jeg dog en sagte Røst,
Der kaldte mig, og Dørene sprang op,
Forundret skued jeg en oplyst Sal.
Men tys! Jeg hører Støi.
Ranild.
Vær rolig, Drot!
Det er kun Vinden, der ved Porten larmer.
Erik.
Da skued jeg en Qvinde, hun mig vinked
Med hviden Haand, og hun var deilig, Ranild!
Og hendes Haar var liigt det spundne Guld;
Men hun var bleg, og jeg saa kold som Iis.
Jeg kjendte Qvinden, syntes mig, det var —
Dog stille; thi jeg hører Larm paa ny!
Ranild.
Det er kun Ulve, der paa Heden tude,
Mens Hunden glammer høit i Bondens Gaard.
Erik.
Faaer dette Mørke dog ei Ende snart?
Ranild.
Ei var det godt for dig, hvis Stig, min Frænde,
Det vidste nu, at langt fra dine Mænd,
Og fra den lyse Kongehal i Viborg,
Du sidder her i Nat i dette Skuur.
Erik.
Det vil dog du ham ikke sige, Ranild?
Ranild.
Nei, ved den hellige Knud! jeg er dig tro.
Erik.
See dog igjen om Porten ret er lukket.
Ranild.
Den Mand er ei af Qvinde født, min Herre!
Der mod vor Villie mægter den at aabne.
Erik.
Hør! Larmen tager til.
Ranild.
Nu, frygt dig ei!
Det er ei Stig, det maa du ikke troe,
Stig sidder rolig paa sin faste Borg
I Tygestrup, og tænker ei paa dig.
Erik.
Lyt efter, Ranild! Tryk dit Øre fast
Til Ladens Væg!
Ranild.
Det er kun vilde Fugle,
Der drive hid i Nattens Vind fra Heden.
Erik.
Nei, det er Mænd, jeg hører Trin af Heste.
Ranild.
Jeg frygter, du har Ret.
Erik.
Ha, vær mig tro!
Ranild.
Der er et Hul i Væggen her, min Drot!
Hvor ubemærkt jeg speide kan.
Erik.
Saa speid!
Ranild.
Det er vel ikke værdt, at Nogen kommer
I Laden til os ind?
Erik.
Est du forstyrret?
Hold dem fra Laden borte, siger jeg!
Ranild.
Dog vil det holde haardt, hvis de vil ind
Med Magt; thi det er let at aabne Porten.
Erik.
Ha, nylig sagde du —
Ranild. (afbryder ham.)
Jeg skuer Fakler
Og skimter Ryttere paa høie Heste;
Dog troer jeg fast, de kommer ei herhid,
Men rider øster om ad Skoven til.
Erik.
Ha, Ranild!
Ranild.
Nu fjerner Hestetravet sig. — Dog nei
— Der standse de og vende atter om.
De tog vel feil af Veien. — See der er de,
En dunkel Skikkelse jeg foran skimter,
Hans Hielmbusk vaier i den vilde Vind,
Mens klare Fakler vifte gjennem Natten.
Erik.
Ha, er det Stig?
Ranild.
Det vil vi ikke haabe.
See der! Nu standse de ved Ladens Indgang.
I store Munkekaaber er de svøbt,
Og Stemmer hører jeg, og Klang af Vaaben.
— Nu, ved Sanct Knud! jeg troer, de vil herind;
Med stærke Slag paa Porten alt de banke.
Erik.
Vee! Det er Døden, der paa Porten banker.
O! vær mig naadig Herre! Tag mig ei
Fra Jorden bort i mine svære Synder!
En Røst udenfor.
Stat op, Kong Erik! og gak ud til os!
Ranild.
I tager feil, Kong Erik er ei her.
Erik.
O, Salighed, omviftet af Forraadnelse!
O, Paradiis, hvor døde Fugle sjunge!
Til dig min Siæl vil aldrig finde Vei.
— Men Livet kjendte jeg, og det var skjønt.
— O, vee! Der springer Døren op — jeg seer dem,
Ha, det er Stig! Nu er der intet Haab!
Drengen. (vaagner.)
En væbnet Mand jeg skuer med en Øxe,
Og syv, der følge ham med blanke Spær.
Ranild.
Vær rolig Konge! Skiul Jer hist i Halmen!
Saa har det ingen Nød.
De Forrige, Stig, de øvrige Sammensvorne.
Stig.
God Aften, Ranild!
Hvor er den Mand, du talte med?
Ranild.
Jeg talte
Kun med mig selv.
Stig.
Hvor er Kong Erik, Ranild?
Ranild. (peger hen hvor Kongen ligger.)
Kong Erik er her ei; han hviler længst
Nu i sin Dronnings Arm i Skanderborg.
Erik. (reiser sig forskrækket.)
Ha Ranild! sviger du din Drot i Døden.
Drengen.
Til Hielp, til Hielp!
Stig. (holder de Sammensvorne tilbage.)
Nei vent et Øieblik!
(Til Erik.)
Jeg ved min Hustrus Skygge dig besværger,
Ved hendes Lidelser og blege Kinder,
Ved hendes Suk og hendes klamme Dødssved,
Ved hendes Øines evig slukte Glands,
Ved hendes Legem paa den sorte Liigbaar,
Ved hendes Siæl, som du forvandlet har
Til en veemodig, tung og bitter Taare,
Hvori sig Syndens Billed stedse speiled:
At end du skrifter i din sidste Stund,
Før i dit Blod jeg vasker bort min Skændsel,
Om ei din Tunge løi, den Gang du paastod,
At hun har samtykt i sin egen Skam.
Erik.
Saasandt mig hielpe Christus i min Død,
Som jeg alene bærer denne Synd.
Stig.
Saa skal du Straffen og alene bære.
(Han hugger til Kongen, de Sammensvorne styrte til og saare ham fra alle Sider.)
Drengen.
De stiunge ham med Spyd i Brystet, vee!
(Han løber ud.)
Erik.
Mig Hevnen traf, dog dig endnu den venter.
(Erik døer, de Sammensvorne staae et Øieblik tause og betragte ham.)
Stig.
Jeg frygter fast, vi ere Tidens Narre,
Og troe os Helte, naar vi klirre kun
Paa Trælleviis med Øieblikkets Lænker.
(Til de øvrige Sammensvorne.)
Nu mine Venner, flyer ad Skoven til!
Nu skal I færdes paa de kolde Vande.
Hvor Flod og Ebbe vexler, staaer Jert Huus;
Thi efter denne Gjerning er ei Plads
For Jer i Danmark.
En af de Sammensvorne.
Følger ei du med?
Stig.
Min Daad er end kun halv fuldendt. Farvel!
En Anden.
Nu tjener os den skarpe Spore bedst.
(De gaae. Ranild følger dem.)
Stig. (alene.)
Ja denne Nat vil Tiden længe huske,
Og Rygtets Echo vil med hundred Tunger
Fra Bjerg og Dal om denne Gjerning tale,
Dog kun om Enden paa sin vante Viis;
— Thi Echo nævner Intet i sin Heelhed —
Om hvordan Stigs forvovne Haand har slaget
En salvet Konning i Cæcilie Nat;
Men hvi jeg slog ham, derom vil det tie.
Forsmædelsen, der drev mig til min Daad,
Den glemmes let, hvis ei en gammel Sang,
Beslægtet meer med Sandhed, end en falsk
Og indbildt Viisdom troer, i Folkets Bryst
Bevarer Mindet.
(Gaaer.)