Skiøn er Bækken, naar den flyder
Rolig, klar og neppe hørt forbi,
Og naar Tusendgylden ved dens Sider
Yndigt speile sig deri.
Skiønt, som denne Bæk henflyder,
Kan vort Liv i nyttig Stilhed gaae:
Mangen Blomst, der spirer op af Dyder,
Strøer Guds Faderhaand derpaa.
Ingen Fryd, som Jorden eier:
Tunge Skrine, Titlers Bieldelyd,
Ruus af Dands og Druer ei opveier
Jevn og stille huuslig Fryd.
Tæt sin Mand, sin Viv at trykke
Reent, umærket, henrykt op til sig,
Det er Livets ene store Lykke,
Jordens ene Himmerig.
Og at see sin egen Spæde
Brede trinde Haand imod sig ud,
Det er Jordens anden Himmelglæde:
Den giver Mennesket til Gud.
Venner! I, som Eder vie
Til forenet Held i nøisomt Hiem!
Eder hiin og denne Glæde bie:
Alles Gud velsigne dem!