Adelstan og Rosine
en Ballade, efter Hølty,
en Ballade, efter Hølty,
Digterinden
Digterinden
Magdalene Sophie Buchholm
Magdalene Sophie Buchholm
helliget.
helliget.
— Dans tous mes amans je vois mes ennemis.
Deshoulieres.
Iblandt de spæde Blomster, som
Apollo skienked’ mig,
Mit Hierte ledte troligt om
Den smukkeste til Dig;
Men Guden sagde: „Søg ei her
„Du dog ei finder den,
„Der var min norske Datter værd;
„Vær ydmyg, unge Ven!“
Da blev jeg vaer en deilig Krands,
Der laae paa Hølty’s Grav:
„Een, kun en lille Blomst af hans,
„Du disse mange gav!“
Saa bad jeg ydmygt Sangens Gud;
Han nikked’ Ja til mig:
Veninde! den jeg plukked’ ud,
Jeg vel tør ofre Dig?
⁂ ⁂
Alt skued’ Maiens Himmel an,
Og nød dens Duft saa glad,
Da Ridder Veit von Adelstan
Forlod den Kongestad.
Langt fra Castraters Triller-Sang
Og Maskerade-Dands,
Han bytted’ Nøgle, Stierne, Rang
Med kunstløs Hyrdekrands.
I gylden Vang, paa Blomster-Eng
Han Hvilen fandt saa sød,
Som neppe før i Himmelseng
Og paa sin Sopha blød.
I Krat og under høien Eeg
Han daglig gik omkring,
Og saae med Ro paa Landsbye-Leeg,
Og Pigers glade Spring.
I lave Hytte saae han der
Hyrdinders Priis og Lyst,
Og Hiertet slog med ny Besvær,
Ny Vellyst i hans Bryst.
Fortrolig’ blev’ de saare let:
Hvad Under? Det var Vaar,
Og Ridderen saa fiin og net,
Og Pigen atten Aar.
Rosine ved hans Taareflod
Blev hierteklemt og blød:
Først gav hun ham et Kys saa god,
Og siden Meer han nød.
Nu pludselig han lunken var,
Som det ved Hoffer skeer,
Ei sad nu det forelskte Par
Ved Slaaenbusken meer.
Af Land og Landsbypige mæt,
Han paa sin Skimmel stei,
Og naa’de Kongestaden træt,
Samt Marmorslot og Støi.
Her tumled’ han fra Bal til Bal,
Og glemte Enggen, hvor
Ved Bryllupsqvad af Nattergal
Han Pigen Troskab svor.
Rosine, for al Mistro fri,
Beruust af Elskovs Leeg,
Saae flyve Mand og Hest forbi;
Da blev hun dødningbleeg.
„Jeg stakkels Barn! min Adelstan!“
Hun rykked’ Hatten ned,
Ei saae han did, ei hørte han,
Og standsedes derved.
Hun pilled’, lænet til sin Stav,
I Baandet paa sin Barm,
Da han sin Skimmel Sporen gav,
Og foer fra hendes Arm.
I Græsset styrted’ hendes Graad,
I Busken gik hun ind,
Og græd sin skiønne Barm saa vaad,
Saa bleg sin Rosenkind.
Ei meer til Dands og Leeg hun kom,
Ei nød hun Aftnens Guld;
Nu fandt hun Byen glædetom,
Og Marken øglefuld.
For Liig den vaagne Porthund giøer
Den hele skumle Nat,
Og Alt er Varsel. Ak! hun døer,
Den Egnens bedste Skat!
Den dumpe Dødningklokke slaaer;
Man samles ved dens Klang;
Nu bringes Kisten; Degnen gaaer
For Baaren med sin Sang;
Og Præsten melder Trøstens Ord,
Og ønsker Sielen Fred,
Som op fra Jammerdalen foer;
Han græder selv derved.
Med Buxbom smykked Graven nu,
Med sorte Korses Par,
Med Graad hver Nabo kom ihu,
Hvor from den Pige var.
Saa blev det Nat. Et Sørgeflor
Rosines Dal omgav;
Den kiære Maane, blid og stor,
Bestraaled’ hendes Grav.
Nu hør, hvordan den Ridder fiin
Paa Duun urolig laae
Bag gyldent fryndset Fløils Gardin,
Og fæle Syner saae:
I Skræk han vaagner; Svovelskin
Gemakket lyser op:
En Pige til ham skrider ind
Med Lagen om sin Krop.
Ak! det Rosines Gienfærd er,
Den bange Ridder seer;
Af Kindens fordums Rose der
Ei skues Levning meer.
Hun med sin ene kolde Haand
Berører falske Ven,
Og holder myldret Klædebon
Ham med den anden hen.
Tre Gange troløs Adelstan,
Alt bleeg, som størknet Liig,
Hun seer med hule Øien an,
Og svinder med et Skrig.
Hver Midnat vaktes han med Magt,
Og maatte hende saae:
Hun kom i rædsom Dødningdragt,
Og skreg, og svandt derpaa.
Det Syn hver Nat ved Hanegal
Til mørke Tanker drev,
Og, tæret hen af bange Qval,
Han Dødens Billed blev.
Han greb en Dolk, han hvæssed’ den,
Han ud af Staden foer,
Han fløi til Kirkegaarden hen,
Hvor Pigen blev til Jord.
Den friske Grav han søgte nu,
Jog Dolken i sit Bryst:
„Følg!“ skreg en Diævel, „følg mig, du!“
Han bad ei Gud om Trøst.
Den Dolk udgød hans Hierteblod;
Hans Aand udfoer i Vee.
Mod Himlen stivt hans Øie stod,
Ret græsseligt at see!
Ved Muren ligger Adelstan.
Naar Bonden seer derhen,
Saasnaart det skumrer, gyser han,
Giør Kors, og gaaer igien.
Man siger og, den Ridder skal
Med Dolk i Barmen rød,
Gaae fælt omkring ved Hanegal,
Og gnistre, som en Glød.