Til Dorine
(I et Exemplar af Nytaarsgave for Damer 1793.)
(I et Exemplar af Nytaarsgave for Damer 1793.)
Tid og Storm de seire Graner bøie;
Purpur-Rosens Fylde svinder snart;
Tid udslukker Stierner i det Høie,
Og bortraner Mindet i sin Fart.
Ene fast mod Alt skal Dyden være:
Rank, og skiøn, og klar den evig staaer:
Jorden blev, og den var Jordens Ære,
Bliver det, naar Jorden selv forgaaer.
Pige! selv Din ranke Væxt vil bukkes,
Dine Kinders Ynde visne hen,
Dine Øines Himmel-Ild udslukkes,
Ubeskuet Mathed følge den.
Men ei disse Tab Du skal begræde,
Naar Du stedse bliver god, som nu,
Uden Skyld, elsværdig, Alles Glæde;
O Dorine! dette blive Du!
Da vil Alles ømme Fader tage
Sine Himles Fryd, og række Dig,
Og Du vil, endog i Modgangs Dage,
Aldrig troe, Du blev ulykkelig;
Trindt om Dig Du glad vil sprede Glæder
Og hver Aften smile til Din Daad;
Du vil trøste Veemods Træl, som væder
Kummers lille haarde Brød med Graad.
Lykkelig Din Kreds vil Dig tilbede,
Den, som Du, vil vorde Dyden tro,
Og Din Bane være jevn hernede,
Og Din Gang fra Livet let og fro.
Al den Salighed i Dyden findes;
Thi den er sin egen store Løn:
End i Himles Himle skal Du mindes,
At den var saa saare, saare skiøn.