Blød, skyefri glimter Morgenrøden frem,
Og bugnet Ax med rødlig Straale smiler;
Alt oppes muntre Flok i Bondens Hjem,
Og Knøs til Lee, og Møe til Riven iler.
I blandet Hob de gaae af Byen ud,
Med Høstredskab paa den vante Nakke,
Og Knøsen holder Øje med sin Brud,
Saasnart hun med en Nabo monne snakke.
Saa qvade de med enig Røst en Sang,
Der hid til dem fra Peters Bryllup førtes,
Og Morgenlærker lytte til den Klang,
Som tit om Adelsteen og Frihed hørtes.
Bag efter yngre Trop en ældre gaaer
Med mere sene Fjed, og Meer at bære:
Madmoder Øl i Bimplen har; (en Taar
I klaren Flaske vel til Faer tør være.)
Han stopper korte Pibetøj, slaaer Ild,
Og puster i sin Trøske til den brænder,
Og Sælskinds-Pungen holder Moderlil,
Samt Staal og Steen og Lee, mens Fader tænder.
Saa see de glade de Guds Gaver an,
Som Gud dem under, nu, de vorde gamle,
Og hurtigt Vejen gaaer, og hun og han,
Før selv de veed, med unge Flok sig samle.
Nu gaaer det rap: her bindes; hisset mejes;
Og atter hisset Travehoben staaer:
Der Vognen under Støj og Gøglen læsses,
Og Karlen modig højt paa Neger staaer;
Og nu med Hyp og Sang det hjemad gaaer.
Saa kommer han til rummelige Lade,
Did Høns og Gæs henstimle til saa froe,
Skjønt, ak! de sankes der til egen Skade;
Thi Svøben jager dem af rene Lo.
I Laden gamle Folk den Sæd modtage,
I tætte Lag og Rader ordnes den;
De Heste Vognen ud maa baglends drage,
Og, hvo! saa galopperes bort igjen.
Saa kappes der, og Kjøresvenden støjer,
Og Hesten, ræd for Pidsken, løber rap:
Ved anden Travehob paa gamle Lejer
Det unge Folk begynder, hvor det slap.
Kun Huusmand Jacobs unge, favre Viv
Sad, Trods det skjønne Vejr og Høsten, inde;
For hende belmørkt var det hele Liv,
Og stedt i Vaande var den hulde Qvinde.
En dejlig halvaars Dreng ved Barmen laae;
Thi Moder var hun, Moder var den Arme,
Og Sønnen ej for Pine kunde faae,
Ak! ej en Taar, det Himlen sig forbarme!
Og Birthe græd, og pusled’ Faders Hans,
Og byssed’ ham, og holdt ham til sit Hjerte,
Og svinged’ ham for lille Spejl i Dands:
Forgjeves Alt; thi stor var Drengens Smerte.
Han strakte vildt, og knytted’ spæde Haand,
Og skreg, det Sveden styrted’ ham af Panden,
Og kløjedes, og krymped’ sig saa vaand,
Og klemte sine Gummer mod hinanden.
Og raadvild Birthe sig, som Barnet, vred,
Og bad fortvivlet: ”Gud mit Øje lukke!”
Saa lagde hun sin Hans i Vuggen ned,
Og for ham sang, afbrudt af Graad og Sukke:
Visselu, min Dreng!
Din lille Seng
Er redt til gavnlig Hvile:
Saa sov en Stund,
Og nyd dit søde Blund,
Og vaagn saa for at smile!
Visselu, min Dreng!
O! sov, min stakkels Dreng, o! græd ej meer!
Gud veed, jeg kan ej døje, hvad jeg seer.
Visselu, min Dreng!
Din lille Seng
Har Hvile for den Fromme:
Den slemme Mand
Vel neppe blande kan,
Naar Midnatsstund er omme.
Visselu, min Dreng!
O! sov, min stakkels Dreng, o! krymp dig ej!
O Gud, hvad Jammer overlever jeg!
Visselu, min Dreng!
Din lille Seng
Er al min Rigdoms Leje:
Saa lykkelig
Jeg Moder ejer dig,
Som Intet kan opveje!
Visselu, min Dreng!
O! sov, min stakkels Dreng! Jeg synger jo!
Mon Gud i Himlen har forglemt os To?
Visselu, min Dreng!
Af lille Seng
Du gaaer til Fryd og Møje:
Vær snild og god!
Gør aldrig Gud imod,
Og luk engang mit Øje!
Visselu, min Dreng!
Nu tavs hun om paa Stuens Leergulv gik;
Med Barnets høje Skrig hun blanded’ sine:
Dog til dets Redning hun et Indfald fik,
Og Haabet smil’de halvt til hendes Pine.
Af Vuggen hun sit Hjertes Yndling tog,
Og i sit røde Filtes Skjørt ham svøbte,
Der udenom sin Multums Kaabe slog,
Og bar ham op til Manden, som ham døbte.
Guds Fred hun bød, og blev saa hjertefro,
Da hun fornam, at Fader dog var hjemme,
Og af ophovnet Øje Glæden loe,
Da hun fik Velkomst af hans hulde Stemme.
Den Præst var klog og blid, hver Ædels Ven,
Sig altid liig hos Stor saavelsom Liden;
Han lindred’ Kummer, hvor han mødte den;
Mod Overtro han Palmen bar fra Striden;
Han var en Mand, o Victor Hjort, som Du.
Gid Dig og ham de Præster alle ligned’!
Da Held og Fred paa gyldne Jord endnu
Os, idel Himlens Yndlinger, velsigned’.
Den Præst saa venligt taled’ Birthe til:
”Hvad Godt, Moerlille? Hvorfor saa bevæget?”
”O Fader!” svared hun, ”jeg Stakkel vil
”Raadspørge Ham, og blive vederqvæget.
”Min lille Hans har nu i Dage tre,
”I Nætter tre, holdt stændigt ved at skrige,
”Og knyttet Haand, som Fader her kan see;
”O! til min Jammer Verden ej har Lige.
”Jeg har tylt i ham al den Medicin,
”Som Bedstemoer har raadt mig: Alt forgjeves!
”Kan hjelpe ham, og al min Qvide hæves.
”Gud lønne Fader! und ham Lidt af den!
”Min sidste Liid staaer nu til den alene:
”Jeg skal forskylde Ham alt Godt igjen;
”Nægt ej mig stakkels Moder dette Ene!”
Med veemodblandet Smil den kjære Præst
Anhørte Birthes tillidsfulde Tale;
Han ikke spotted’ med eenfoldig Gjæst,
Han ej med mægtig Lærdom hørtes prale.
Blidt mæled’ han til Qvinden: ”Kjære Moer,
”Den Lilles Jammer skjær mig i mit Hjerte;
”Men Overtro det er, ifald I troer,
”At Viin, en Snees har smagt, kan lindre Smerte.
”Paa Altret selv den er kun simpel Viin,
”Endskjønt indviet til den Bedstes Minde;
”Langt mindre blev dens Levning Medicin
”For Syge, Lamme, Halte, Døve, Blinde.
”Nej, Kjære! men jeg veed et lidet Gran
”Af Lægekunsten: Hans skal have Tænder;
”Jeg det paa Drengens Gummer føle kan,
”Og i hans Krampetræk jeg Sygen kjender.
”Her, Moer, med denne Syrup Gummen smør!
”Naar den er brugt, I mere skal bekomme;
”Ved den, næst Gud, hans Tænder bryde tør,
”End muligt før en Uges Tid er omme.
”Thi Gud er Fader selv; har lagde Kraft
”I Markens Urt for os, som er’ ham kjære:
”Jeg haaber, han velsigner denne Saft
”For lille Hans. Nu, Gud med Eder være!”
Nu Birthe kyssed’ Faders Haand, og gik,
Og Præsten slupped’ heftigt paa sin Hue.
Hun sukked: ”Ak! ej Kirkeviin jeg fik!”
For næste Nat begyndte hun at grue.
Dog neppe hjem med Hans hun kommen var,
Før Præstemandens Raad saa flittigt fulgtes,
Og fandt hun, Barnet mindre Tænder skar,
Og Natten kom: de hvil’de begge To,
Saa let, saa sødt det Barn, den Moder hvil’de;
Og Jacob fryded’ sig ved deres Ro,
Da han med nyfød Dag til Arbejd il’de.
Alt Morgensolen højt paa Himlen stod,
Og lued’ varmt paa Høstens muntre Skare,
Da Birthe vaagned’ op med styrket Mod,
Og moderligen paa sit Barn tog vare.
Knap aabnes Munden paa det kjære Noer,
Før Birthes Øje saae en Tand derinde;
Og glædetryllet ud af Sengen foer,
Og ned paa Knæ, den unge, fromme Qvinde.
Og højt hun skreg: ”O Gud! jeg takker dig!
”O! hvor velsigner du mig ringe Moder!
”Tilgiv, om jeg utaalig tede mig!
”Tilgiv mig, Fader, o! thi jeg var Moder!
”Nu skal jeg prise højt dit store Navn,
”Og al din Miskundhed, og al din Naade;
”Thi du har frelst min Hans af Dødens Favn,
”Og viist din Godhed mod mig overmaade.
”O! jeg forglemte tit min Aftenbøn,
”Og tit en Eed undslap mig slemme Qvinde!
”Og dog du atter skjenker mig min Søn!
”O! jeg er det ej værd, jeg Synderinde!”
Nu styrted’ Veemodsglædens hede Graad
Paa Birthes stegne Barm, som Dien klemte;
Saa tænkte hun med Tak paa Præstens Raad,
Og ham af Æg den første Snees bestemte.
Og nu hun lagde Drengen til sit Bryst:
Han før ej patte kunde, skjønt han vilde;
Nu drak han ret til sin og Moders Lyst,
Og smigred’ sødt, og klapped’ Mælkens Kilde.
Nu snart den unge Moder var i Klæder,
Og lystigt hun omkring i Stuen sprang,
Og højt gjenlød den af de Himmelglæder,
Dem Qvinden af sit Hjertes Fylde sang.
Saa hurtigt fik hun højrod bunden Trøje
Med grønne Silkebaand i Barmen paa,
Imens med muntert Spil det Moder-Øje
Paa mættet Ynglings glade Fagter saae.
Med Camelottes Skjørt, med Silkehætte,
Og tog sin Dreng, og fløj med Trin saa lette
I Marken ud, hvor Jacob Sæden skar.
Og Alle kom den unge Viv imøde;
Thi hun var flink, og hele Byen kjær,
Og Alles høje Glædeskrig udbrøde,
Fordi de saae den vævre Pusling der.
”O! see ’et lille Kræ! O! see ’en smiler!
Saa raaber hver, og fro til Drengen iler,
Og ham, som et Vidunder, grandt beseer;
Mens Faderen ham, stum af Lyst, omfatter,
Og høister ham i højen Himmel op,
”Er det haandteret med den spæde Krop?”
De lejred’ sig til Middagsmaal med Gammen,
Og Hans indlulledes paa Moders Skjød;
Saa langed’ de til Krukken allesammen,
Og glade søbed’ varme Mælk og Grød,
Og drukke vældigt Øl dertil, og slikked’
Den net udskaarne Skee saa reen, de gad’,
Og aade Suul og Brød, indtil de hikked’,
Og sagde: ”Gud skee Lov for Øl og Mad!”
Saa gøgled’ lidt det unge Folk, mens Moder
Fik Krukke, Skaal og Trætallerken fat,
Samt levnet Brød og andre Husets Goder,
Som nu blev’ ned i dækket Madkurv sat.
Og derpaa lagde hver sig hen til Hvile,
Mens Middagssolen stegte lidt for slemt.
Kun Birthe saaes med Drengen bort at ile;
Thi hun ej havde Præstens Raad forglemt.
End smurte hun de Gummer nogle Dage,
End trende skjønne Tænder viste sig;
Af Barnets Sygdom Intet var tilbage,
Og Birthes Modersjel var lykkelig.
Hver Dag hun nu til Arbejd lod sig leje,
Men smutted’ hurtigt hjem hvert Øjeblik;
Dog holdt hun Skridt ved hurtigt at opneje,
Skjønt Hans saa tit en Taar hos Moder fik.
Og flittigt hun til bedste Hønes Rede
Hver Morgen efter Æg til Præsten saae,
Og hvert et fundet Æg hun monne frede,
At snart hun Snesen fuldest kunde faae.
Nu var den fuld: hun tog sin Dreng med Glæde,
Og gav ham Die, og ham ved Brystet bar,
Og i et nyt og vakkert trykket Klæde
Den sankede Snees Æg i Haanden var.
Saa gik hun til sin gode Præst, og nødte
Ham til at tage, hvad i Klædet laae;
Og Manden saae, hvor Qvindens Hjerte blødte,
Ifald han vilde hendes Skjenk forsmaae;
Thi tog han den tilsidst. Med venlig Stemme
Han sagde: ”Mange Tak, min kjære Moer!
”Kun, aldrig Gud I mistroe eller glemme!
”Thi det er ham, som hjalp det lille Noer.”
Haste.