Medens Højtidsfryd mit Hjerte qvæger,
mørkne dunkle Ahnelser min Sjel;
Veemod blander Glædens Honningbæger:
Af en Broder sige vi Farvel.
L**n, om mit Ord forvirret lyder,
om min Tanke mat udvikler sig,
og om Graad min Takkestemme bryder,
føl, det er fordi vi miste Dig!
Ædel var Din Færd i dette Tempel:
hver Din Skulder paa dets Hvælving bar;
udenfor det var Du vort Exempel,
ægte Brødres Hjerter dyrebar.
Stadigt var Dit Fjed paa Viisdoms Stier:
mangen Haandbred Land Du Sandhed vandt;
og, hentryllet af dens Harmonier,
gavmild spredte Du den Skat, Du fandt.
Thi Dit Bryst var fuldt af Broderhjerte;
i Dit Barm selv Kummer Fristed nød;
og vor hele Jord har ingen Smerte,
den Din hulde Røst ej lindres bød.
Derfor Du var elsket af os Alle;
derfor Dig vi her saa gjerne saae;
derfor sørge vi nu, Alle, Alle,
ved den tunge Lov, som bød Dig gaae.
Og vor Trøst er blot det Haab, vi nære,
skjønt os Land og Hav adskille nu,
Broder, vi Dig vist skal blive kiære,
hist med Fryd Du kommer os ihu.
Og naar møjsom Gang er endt hernede,
naar Jehovahs Østen aabner sig,
Du, som vi, bestraalt af Evigheden,
skal ved fordums Brødre fryde Dig.
Gak da, fra vor Favn, Dit Kald imøde,
kjek til Daad og Lys og Hæder gak!
Men, til Livets fjerne Aftenrøde,
husk, vort Hjertes sidste Ord var — Tak!