Ved min Svigermoders Grav
Til min Hustru.
Til min Hustru.
Ingen Graad, skjønt Dødningklokken lyder!
Ingen Skræk ved Evighedens Hav!
Bedste, hør, en kjærlig Stemme byder:
Ingen Graad ved denne Grav!
Naar fra Sundheds Kraft i Legens Dage
Uskyld styrter hen i Dødens Arm;
og naar Diende forgjeves klage
ved en størknet Moderbarm; —
Naar Fortrængtes Værn i Daadens Alder
før sin Middag sænkes ned blandt Liig,
og naar Døden Armods Støtsgud kalder
bort fra Hungers matte Skrig; —
Naar, af Myrthebuer trygt omgierdet,
ædelt Par paa Banen gaaer saa glad,
og den mørke Engel løfter Sværdet,
og de Glade skilles ad: —
Ak! da glide Taaren fra vort Øje,
skjønt afmægtig mod Alviisdoms Raad!
Og de Skabtes Fader i det Høje
skal velsigne Sines Graad.
Men naar den, hvis Aandedrag var Kummer,
den, hvis Qvaler pressed’ Veeraab ud,
bøjer Hovedet til stille Slummer,
see, da bør vi prise Gud.
Løft Dit Blik paa Hendes sidste Dage,
hvem Du nu i Hvilens Arme seer! —
Vil Du kræve blot et Nu tilbage,
at hun skulde lide Meer?
Nej! Du veed, bag Dødens Hegn er Hvile,
som, at bryde, Intet meer formaaer,
og at Gud vil Hende Liv tilsmile,
skjønt ej længer Hiertet slaaer.
Ærlig mod sin Gud og mod sin Lige,
efter Evne, god, hun gik til Fred —
Fred hos ham, som ingen Orm kan svige,
ham, som lønner Ærlighed.
Derfor stille Højtid skal omgive
den Fuldendtes Hvilested med Ro,
og blandt os skal Modernavnet blive
ihukommet tit og fro.
Ogsaa vi, naar Livets Drøm er ude,
høre skal den sidste Time slaae:
sødt vi slumre paa vor Dødningpude,
fro, som hun, vi heden gaae!