Haard er Dødens Kamp, og synlig Kummer
om den snart Fuldendtes Læbe staaer;
men et Nu — da kalder venlig Slummer,
naar vor Time slaaer.
Moderhiertet brast; det blide Øje
lukked’ sig: hun sov i Elsktes Favn:
ak! hun kjøbte nys for Qval og Møje
dyrt sit Modernavn.
Fromheds Ynde saae vi hende smykke;
stille Dyd velsigned hendes Fied:
Alt i hendes Vennekreds var Lykke,
Alt i hende: Fred.
Mand, Du græder ved Din Tabtes Hvile:
græd! Hun var Din beste Taare værd;
men erkjend, med Fart vi heden ile:
stakket er vor Færd.
Ædle Søstre, I, hvis Hierter bløde
af en sjelden Søster-Kjærlighed!
mindes, Fred omsmiler Den, som døde,
Guds og Himlens Fred!
Skabning, naar dit matte Blik sig taber
i den Nat, hvor Dødens Tempel staaer,
husk: dig sattes Maalet af din Skaber;
husk: til ham du gaaer!
Ak! i Livet blomstrer sjelden Glæde,
den ej lønlig Kummer blandes i;
men, naar bag dets Grændseskjel vi træde,
er al Sorg forbi.
Hisset — føl det Qvinde, Mand og Pige! —
hisset ængstes ingen Ædels Hu:
derfor mod den Ubegribelige
murrer ikke nu!
Hele Livets arme Haandfuld Dage
kun om Evighed et Varsel er:
frejdigt gjennem Fryd og Sorg vi drage
mod vort Fristed der!
Stille! — Han der signer, naar han saarer,
leder frem af Kjærlighed hvert Bud;
han beregner alle Sines Taarer:
Fader er den Gud.