Let, som Vestenvind blandt Roser gaaer,
Skjønt, som Vaarens purpurklædte Morgen,
Trygt, som den, der aldrig kjendte Sorgen,
Alt for Dig hendandsed’ sytten Aar:
I Din Sjel de skued’ Kundskab stige,
Paa Dit Aasyn Yndes milde Glands,
Om Din Tinding Uskylds Blomsterkrands,
I Dit Hjerte Fromhed, gode Pige!
O! hvor sød maa Tanken være Dig
Om de brat, men lifligt, svundne Dage!
O! hvor sjeleglad maa Du modtage
Hver den Time, som udfolder sig!
Thi hvorhen med Zephirfjed Du træder,
Venners Hyldning om Dig slaaer en Kreds,
Hvor Du, med al Verden veltilfreds,
Kun tør smile for at skabe Glæder.
Ædle, nyd Din Ungdoms lyse Dag! —
Ambraduft paa Dine Blomsterveje,
Lyst ved Daad, og Hvile paa Dit Leje
Skjenkes Dig af Himlens Velbehag.
Daarskab var det, ej at ville nyde,
Naar ej Viisdom Nydelsen forbød:
Hvad erstatter vel i Gravens Skjød
Tabet af et Nu, som kunde fryde?
Men naar hulde Hjerte heftigt slaaer,
Nøje vogt det; thi det kan bedrage:
Tit formørkedes en Piges Dage;
Ak! til Vinter blev den skjønne Vaar.
Flitter snart kan ægte Guld bortstjæle;
Sværmens Virakskye beruser let:
Letsinds Taage blænder Mennesket:
Alt for sene Nag hans Hjerte qvæle.
O Du Gode! naar med slibrigt Ord
Digtet Ømhed for Din Fod nedfalder;
Naar dens falske Røst Dig Guddom kalder,
Dyds og Skjønheds Guddom paa vor Jord, —
Pige, da mistænk den, som en Snare,
For at hilde Dig den taler saa:
Snart med Spot den andetsteds vil gaae,
Der at aande Gift, og skabe Fare.
Men er Fasthed modnet i Din Aand,
Og en ædel Yngling af sit Hjerte
Tolker Dig sin Elskovs Fryd og Smerte,
Ræk ham bly og øm og tro Din Haand!
Bliv da Hustrue, kjærlig, from, beskeden,
Næsten blind for Mandens ringe Fejl!
Gjør Din hele Færd til Hjertets Spejl,
Og Du har et Paradiis herneden!
Let, som Vaar, Din Sommer da skal gaae,
Og Din Høstdag gyldne Frugter bære,
Dig, som Mønster, skal Din Afkom ære,
Dig, som Yndling, Mødre kalde paa.
Allevegne Hjerter Dig skal bie,
Ej Din Vintertime vorde tung;
End med Sølvhaar Du skal synes ung,
Og i Graven hvile sødt, Marie!