En nordisk Bardesanger blid
fornam de Britters Torden;
kjek mældte han: ”Jeg gaaer i Strid;
”thi jeg er født i Norden.”
Og højt, og stærkt, hans Stemme klang:
han slog de Fjender med sin Sang.
Hvor Kugler hyppigst regned’ ned,
han stod ved de Kanoner,
og qvad om Borgerkjærlighed
i lifligt raske Toner;
og Borger-Aand, af Sangen kaldt,
holdt ud — og stolte Britter faldt.
Men mangen ædel Dansk, der slog,
har kjøbt sin Krands med Døden;
en Hob vel sidste Suk ej drog,
men blev bestæd i Nøden.
I Vaande saae han paa sin Daad,
og af hans Øjne strømte Graad.
Da drog den Sanger ud i Land,
og qvad for Heltes Brødre;
han qvad om ædel qvæstet Mand,
om arme Børn og Mødre.
Vi hørte ham — da drog han hjem
med Broder-Trøst og Guld til dem.
O Danmarks Knudsen! Dig det var,
der qvad i danske Lande:
en Krands til Dig Guds Himmel har,
naar det skal heden stande;
her gjør Du Mangen lykkelig:
her Gud i Hjertet lønner Dig.
Haste.