En Irregang imellem Fryd og Kummer.
og, hvor den ender sig, en stille Slummer
er Billed paa det Liv os Himlen gav:
med Jubel gaae vi snart, og snart med Klage,
og naar vor sidste Stund er lagt tilbage,
vort Øje standser ved — en Grav.
Naar fejrest Ungdom mellem Roser træder,
borthvisle Snoge tit dens skyldfrie Glæder,
og Braadden smerter efter Rosens Død;
naar sædig Manddom jevnt blandt Klipper triner,
bevæbner Uskyld den mod Martyrpiner:
o! dens Erindring er saa sød.
Og, hvor vi gaae, et Fader-Øje vaager,
dets hulde Smiil bortspreder Nattens Taager;
det Fader-Øje vogter Sines Fjed:
thi gaae vi kjekt! Er’ Livets Stier trange,
dog Roser smykke Vejens Irregange,
og, naar den endes, — vinker Fred.
Lad Mørke paa Din Fremtids Himmel svæve!
Ej vakle Dine Skridt, Din Aand ej bæve!
Guds Fader-Øje vogter Dine Fjed:
Lyksalighed af Dydens Kilde flyder;
den svinder ej, naar Dødningklokken lyder,
og, naar den lyder, — vinker Fred.
Haste.
