Jeg elsked’ en Pige, den Pige var skiøn;
Hun lod, hun mig ei kunde lide;
Jeg trængte paa hende med Kierligheds Bøn:
„Lad os giftes, vi To!
„Jeg skal være saa tro!“
Men det Pigebarn loe.
Da græd jeg for Pigen, da græd jeg i Smu,
Og sørged’ af inderste Hierte:
Hun seer paa min Graad med ubøielig Hu,
Og jo fleer, og jo fleer
Hun af Taarerne seer,
Kun desmere hun leer.
Da blev jeg lidt ærgerlig over den Møe,
Og tænkte: Saa væk med de Griller!
Gid Pokker for saadan en Pige maa døe!
Der er Fleer, end som Een,
Der er deilig og reen,
Og som ei er af Steen!
Det mærkede Pigen, sin Synd hun fortrød;
Bag Busken jeg hende belured’:
Der klynkede hun med en Stemme saa sød:
„Ak! det var dog en Skam,
„Saa jeg plagede ham,
„Det taalmodige Lam!“
Nu sprang jeg af Busken, og favned’ min Tøs,
Og kyssede hende paa Munden;
Og tænk ei, hun da vilde slide sig løs!
Men var jeg ikke snild?
Før var Glutten saa vild,
Og nu blev hun saa mild!
P. H. Haste.