Vilhelm! paa din Grav det er saa stille:
Celia vil ikke klage meer,
Langsomt, roligt Veemods Taarer trille,
Og mit Hierte byder: Stille!
Stille ved min Brudgoms Leer!
Andagtsfuld jeg Midnatstimen skuer,
Seer Guds Sole, tænker Vilhelm der.
Reen og skiøn, som Lysets Himmelluer,
Du maaskee fra Stiernen skuer
Din forladte Pige her.
Selv i Himles Himle skal dit Hierte
Aldrig, aldrig glemme Celia;
Men med lutret Venskab, uden Smerte,
Signer Vilhelms Englehierte
Støvbeklædte Celia.
O! jeg løftes tit paa stærke Vinger
Op til dig, til Straalevæsners Chor;
Iført halv din Glands min Aand sig svinger
Let paa Phantasiens Vinger,
Og jeg føler mig saa stor.
Det er Lindring, næsten er det Glæde;
Trygt jeg veed, du hist er lykkelig;
Jeg skal vorde det! Skal jeg da græde,
At du deler Engles Glæde,
Ak! endnu foruden mig?
Nei, mens jeg herneden tungt skal aande,
Skal jeg rørt tilbede Haabets Gud.
Snarlig Jorden fængsler al min Vaande,
Snart skal Døden kierlig aande
Livets blege Lampe ud.
Derfor paa din Grav det er saa stille;
Vilhelm! derfor klager jeg ei meer.
Haabets balsamfulde Taarer trille,
Og mit Hierte byder: Stille!
Stille ved min Brudgoms Leer!
P. H. Haste.