Jeg er en Knøs, saa let og fro,
Og er min lille Glut saa tro,
Og elskes af den Gode:
Kom mægtig Keiser selv til mig,
Og bød mig, Thrine, Guld for dig,
Jeg svared’ mut: Jeg selv er rig:
Behold den hele Klode!
Jeg var omtrent en sytten Aar,
Og saae Guds underfulde Vaar,
Omarmet af min Pige.
Hun, neppe fiorten Aar endda,
Saa huld mig gav det ømme Ja,
Og Jord og Himmel svandt os da:
Hvor var’ vi lykkelige!
Nu sidder jeg i Qvalm og Støv,
Og seer kun lidt til Skovens Løv,
Og over Bøger sveder;
Men om den Sved i Bække flød,
Den dog var Henriks Hierte sød;
Thi uden den han aldrig nød
Sin Thrines Yndigheder.
Og naar jeg slæber mig for træt
Blandt Exeges og Mose-Ret,
Og blandt Systema-Lære,
Jeg blot en fire Mile gaaer,
Og snart min Thrines Bolig naaer,
Et Kys til Hiertestyrkning faaer;
Saa kan jeg Alting bære.
Jeg drømmer tit om lyse Dag,
Og drømmer altid med Behag,
At jeg paa Landet vanker;
At jeg er glade Thrines Mand
I salig nøisom huuslig Stand,
I Christians lykkelige Land:
Hvor trylle mig de Tanker!
Nu, skynd dig, Tid! Jeg skynder mig,
Og løber rask om Kaps med dig.
See, Pige, hvor jeg stræber!
Snart du, blufærdig, øm og skiøn,
Ved Alterfod og Præstebøn,
Fuldkomme skal mit Arbeids Løn
Med Ja fra rene Læber.
P. H. Haste.