Hvor kan man paa Guds skjønne Jord
Vel leve misfornøiet?
Jeg seer mig om fra Syd til Nord,
Og Glæde møder Øiet.
Jeg henrykt seer og lytter til
Naturens blide Skuespil;
Og rundtom om mit Øre
Kun idel Fryd kan høre.
Er Vaaren ikke deilig grøn,
Og skyldfrie Leges Moder?
Er Sommerdagen ikke skjøn,
Og uden Tal dens Goder?
Og Byens Børn om rige Høst
I Høet boltre sig med Lyst;
Om Vinterdag med Glæde
De flyve frem med Slæde.
Kan ikke hver, som Hjerte har,
En Ven i Livet finde?
Jeg veed, jeg neppe voren var,
Før jeg var Ens Veninde.
Og det er ret en Glæde stor,
Naar man saa godt hinanden troer,
Og tragter alle Dage,
Sin Kjærest at behage.
Er det ei Fryd, at gjøre Gavn,
Og fremme Jordens Glæder?
Da nævne Gode tit vort Navn,
Og nævne det med Hæder;
Da dufter Morgenstunden sødt;
Da favner Natteleiet blødt;
Da Døden selv skal smile,
Og Graven yde Hvile.