Med stadigt Mod vi Skjæbnen gaae imøde,
Med Tillid til den Haand, som styrer Alt!
See, hvordan end vor Lod paa Jorden faldt,
Omsider naae vi Livets Aftenrøde.
Om vi bedugge Veien did med Taarer,
Og om vi den med Glædes Roser strøe,
Naturen skrev den faste Lov: „du døe!”
For den maae Vise bøie sig, og Daarer.
Men Viisdom sanker mangen ædel Glæde
I Dydens Ly, i Venskabs hulde Vraa,
Den Daarskab, tankeløs, kun stirrer paa,
Og uden Nydelse maa heden træde.
I Dydens Ly, i Venskabs lave Hytte,
Nedgydes Himlens Forsmag i vor Barm:
Vi nyde den, og smile, Arm i Arm,
Til vi vort Støv med Lysets Klæder bytte!