Slet ingen Jordens Plet, min unge Ven,
Din Gud har skabt til Ørk; thi han er Fader,
Og han, som skabte Sphærers Myriader,
Ei skabte Ormen, for at pine den.
Vor Aand er Gnist af ham, og Lyset boer
I den, som i dens Udspring; Hjertets Varme
Kom fra den store Aand, som hulde Arme
Omkring sin hele — hele Skabning snoer.
Med stadigt Mod vi Skjæbnen gaae imøde,
Med Tillid til den Haand, som styrer Alt.
See, hvordan end vor Lod paa Jorden faldt,
Omsider naae vi Livets Aftenrøde.
Om vi bedugge Veien did med Taarer,
Og om vi den med Glædes Roser strøe,
Naturen skrev den faste Lov: „du døe!”
For den maa Vise bøie sig og Daarer.
Men Viisdom sanker mangen ædel Glæde
I Dydens Ly, i Venskabs hulde Vraa,
Den Daarskab tankeløs kun stirrer paa,
Og uden Nydelse maa heden træde.
I Dydens Ly, i Venskabs lave Hytte
Indgydes Himles Forsmag i vor Barm:
Vi nyde den, og smile, Arm i Arm,
Til vi vort Støv med Lysets Klæder bytte.