Saa gjerne, bedste Hustru, gav jeg Meget,
Men Lykken mig ei bød sin runde Haand:
Du veed, kun saare Lidet er mit eget;
Og paa det Lidet hvile mange Baand.
Vel end i mig et varmt og aabent Hjerte,
Bestandigt, trofast, kjærligt for Dig slaaer
Og stille deler hver Din Fryd og Smerte,
Og ønsker Dig de lykkeligste Kaar;
Ja Hjertet har Du; det kan jeg ei give:
Tag da det Lidt, som Jacob sendte mig!
Fordi det kom fra os, det kjært Dig blive!
Vi begge ønske: Gud velsigne Dig!