Psalmer
ved Indvielsen af Svendborgs Assistents Kirkegaard.
ved Indvielsen af Svendborgs Assistents Kirkegaard.
Foran Talen.
Mel, Hvo veed hvor nær ꝛc,
Alkjærlighed, vor Jesu Fader,
Vor Fader, alle Væsners Gud!
Høit over Himlens Stjernerader
Du styrer Alt ved mægtigt Bud:
Du skabte Liv, Du skabte Død,
Og Fred i Jordens hulde Skjød.
Dit Vink til barnlig Leeg os kalder;
Dit Smiil fremtryller Ungdoms Vaar;
Du skjænker Kraft til Manddoms Alder,
Og Høstens Ax til Sølverhaar;
Og efter stakket Prøvestund,
Din Huld os yder Gravens Blund.
Ak! at vi tabe Dig af Øie,
Og glemme din eenbaarne Søn!
Ak! derfra rinder al vor Møie,
Vort høie Skrig, vort Suk i Løn.
O! styrk os Gud, i Miskundhed,
At vi kan døe med Sjelefred!
Her vi vor trætte Krop indvie
I Jesu Navn et Hvilested:
Her skal vort Støv Basunen bie,
Som kalder det til Hvilested:
Vort Øie seer vor Mester da,
Hvis Blod har farvet Golgatha.
O! Du, som for os Alle blødte,
Send os i Dødens Kamp din Aand!
O! Du, som Ingens Bøn forstødte,
Ophold vor Tro med Guddoms Haand!
I Herrens Frygt vi gaae herfra,
Hist møde med Hallelujah!
Efter Talen.
Mel, Nu bør ei Synden.
Al Rædsel er forsvunden,
Og evigt staaer Guds Bliv:
Forvisning er oprunden
Fra Jesu Død, om Liv.
See, han i Graven laae,
Død, udtømt af at bløde;
Men han opstod fra Døde:
Saa skal og vi opstaae.
Høi Jubel fra det Høie
Til Christi Rige ned!
Vi gaae fra Sorg og Møie
Op til Al-Kjærlighed.
Gid vi ved Troens Stav
Vor Frelsers Spor betræde!
Da vandre vi med Glæde
Til Himlen i vor Grav.
Hvo vilde nu forsage
I Livets trange Dal?
Hvo vilde bittert klage,
Om end hans Lod var Qval?
Med gudhengiven Taal
Vi føie Timer lide!
Vi vinde, naar vi stride;
Og herligt er vort Maal.