Saa tungt henrulle Tidens store Bølger
og Taarer styrte i dens vilde Strøm;
ak! Livet er kun som en rædsom Drøm,
hvor fæle Spøgelser hinanden følger;
hist slangesnødig Falskhed skjuler sig!
her Daarskab frækt og stolt sit Hoved rækker;
mens Grumhed, knusende, den Haand udstrækker,
der skjuler Alt med Undergang og Lig.
Mørkt er det over Jorden — Damp indhyller
de bedre Dage i et dunkelt Slør!
knap spirer Haabet, før det atter døer;
henhvirvlet i den Blodstrøm det bortskyller,
og gjennem Mørket lyder Uvejrsrøst,
og fæle Brag af Mordbrands Helvedflammer
Forladtes Suk, Fortvivltes Skrig og Jammer,
og høje, vilde Klager, uden Trøst.
Men see! der tindrer dog en venlig Stjerne
igjennem Mulmets sorte Tordensky;
Ved den fremspirer søde Haab paany,
og Spøgelserne synke i det Fjerne;
Fra den nedstiger Trøst og salig Fred
udi det blødende, det knuste Hjerte;
den sender Lægedom til Kummers Smerte,
og Lys i Mulmet om den Trættes Fjed.
Og over Graven, som en Elsket gjemmer,
ubøjelig ved Vemods fromme Bøn;
o, der den straaler dobbelt blid og skjøn,
og fra den lyde milde Harpestemmer:
græd ej, ihvo Du er, Du Sorgens Mand!
En stakket Tid Du kun Din Ven skal savne;
forklaret Du ham atter skal omfavne
hos Gud, Alherren, i et bedre Land.
Held den, for hvem hin milde Stjerne lyser
Veldædig paa hans Vandrings dunkle Færd!
For ham har Jorden Held og Livet Værd;
og aldrig han i Trængsler, modløs gyser;
Sødt hvilende i Haabets hvide Favn,
med roligt Blik han over Jorden skuer;
hans Hjerte brænder højt af rene Luer;
Thi Venskab — Venskab er den Stjernes Navn.