Sorgfuld stod jeg ved den mørke Vraa,
hvor man bar dig til din lange Slummer,
saae, hvor Hiertets tause, dybe Kummer
tungt paa dine Venners Aasyn laae.
Ja min Ven! jeg saae en Smule Jord
brat de fire smalle Fiele skiule;
hastig var den fyldt, den dunkle Hule,
og af dig var intet — intet Spor.
O! da lød det bittert i min Siel,
"er da her den Godes sidste Ende?
"lærte han kun Pligt og Dyd at kiende
"for engang at vorde Ormens Deel?
"Skal det Øie, vi saa kierligt saae,
"smile til os under Fryd og Smerte,
"aldrig aabnes meer; hans gode Hierte
"aldrig meer for Dyd og Venskab slaae?
"Skal hun haabløs græde ved hans Støv?
"hun, som sørgende blev her tilbage?
"skal hun aldrig efter mørke Dage
"atter glædes i hans ømme Favn?"
Og jeg skialv; — da mindtes jeg den Røst,
som i Døden paa din Læbe bæved’,
som din Siæl høit over Støvet hæved’,
fyldte den med Evighedens Trøst.
"O der er en Gud," saaledes lød
fast og tillidsfuld din svage Stemme,
"aldrig han — min Fader — mig kan glemme
"tryg ved ham jeg trodser Grav og Død
Held os, ja der er, der er en Gud,
een, til hvem vi trygt tør Fader sige,
ogsaa over Dødens mørke Rige
hersker han, og Livet er hans Bud.
Og der er et bedre Opholdssted,
Dyden synker ei i evig Dvale,
giennem Nattens dunkle, tause Dale
gaaer dens Vei til Lys og Himlens Fred.
Gode Broder! o saa slumre nu:
hisset samles vi i bedre Egne,
o! gid jeg, naar Timen slaaer, maae segne,
elsket, savnet og begrædt som du.
Gutfeld.