Ingeborg Andersdatter Grytten (v. 1668–1705)

Det mand nødigst giør giort i Velmagten / det udrettes best / ved Guds Naade / i Kaarset / nemlig at paakalde oc love GUd. HErre / naar Drøvelse er der / da søger mand dig. Jeg vil tacke dig / HErre / at du haver været vred paa mig / din Vrede skal vendes oc du skal trøste mig. Her omfavner mand GUd med begge Hænderne / Troen oc Kierlighed. Troen seer hvad Nytte der ligger skiult under Kaarset / som er / Guds Vredes Bortvendelse / oc Trøstens Komme. Der af blifver Hiertet optændt i Kierlighed til GUd / at det bryder ud med Lov oc Tacksigelse / Lovet være GUd: Thi hand haver underlig giort sin Miskundhed mod mig. Derfor heder det: I Kaarset sig at fryde / i Glæde Taarer yde / det er Guds Børns rette Kiendemærcke. Allermindst havde Nebucadnezar formodet sig at høre Lovsang af Sidrach / Mesach / oc Abednego i den gloende Ovn. Hand vidste ey at Gud var i dette Stæd / hvilcket var dem det beleyligste i det gandske Land / hvor de uden Hinder kunde love oc prise Gud / som lod deris Kaars-Gang endis med saa deylig en Lovsang. De Ugudelige haver oc vel sine Plager oc Ulycker / som mand seer paa Pharao / hannem fattedis intet paa Kaarset / men dem gaar det ey bedre end dem / der hyttede Mændene i Ovnen / hvis Ansigt / Haar / oc Klæder blefne brændt oc svedne / saa blifver oc de Ugudeliges Troe / Haab / Kierlighed / oc Taalmodighed / af Kaarsets Heede brændte / svedne / oc stinckende / ja ildelugtende for den allerhelligste GUd. I Stæden for at love / da spotter de GUd. Og holder ham for deris Fiende / hvor om der findis mange Exempler i den hellige Skrift. Tvert imod har det sig meget anderledis med Guds Børn i Kaarset. De ligner den sydende Gryde / jo meere Ild mand legger til den / jo høyere opstiger det / som er i den / og jo høyere det giver sig i Veyret / jo snarere sluckis Ilden. Saa og naar Angist og Bedrøvelser i Hobetal omgiver et Guds Barn / da opløfter Siælen sig i det høye til GUd / Taarene flyder saa længe over / at den blussende Angist-Lue maa dog endelig dæmpes og sluckes / saa den af GUd trøstede Siæl med David har Aarsag at sige: Jeg tacker HErren af mit gandske Hierte / og fortæller alle dine underlige Gierninger. Jeg fryder mig / og er glad i dig / og lover dit Navn du allerhøyeste. Lad være Kaars / Nød / Forsmædelse / Forfølgelse / Baand / Fængsel / og Døden binde Apostlerne fast i alle Stæder / dog kunde alt dette ey hindre dem at love Gud / Paulus roser og siger: Lovet være Gud / og vor HErres JEsu Christi Fader / Barmhiertigheds Fader / og ald Trøstens Gud / som os trøster i ald vor Trængsel. Aarsagen til dette hans Lov-Offer var den mægtige Bistand / Gud giorde ham / med de andre Apostle / der de i Asia blefve besværede over deris Magt / saa de og mistrøstede om Livet. Det maatte vel kaldes en tung Byrde / der ey jævnis efter eller tillige med Magten / men overgaar Magten. Der har den Bebyrdede billig Aarsag at bede med David: Psal: 69. GUd hielpe mig! Thi ald Vandet gaar mig indtil Siælen / jeg siuncker ned i dybt Dynd / som ingen Grund er / jeg er i dybt Vand / og Floden vil siuncke mig. Den dyre Guds Mand var og vel oplært i Korsets Skole / og vidste vel baade af Aande-lige og Legemlige Bedrøvelser / men i hvor store og mange disse hans Lidelser og Anfægtninger var / saa hører mand dog / at hans høyeste Glæde var / at holde sig til Gud og at opmuntre sin Siæl til Guds Lov. Og i hvor vel der brusede et Dyb / og der et andet / ja Pine havde omkringsat ham foruden Tall / hand var træt af Suck / hans Kraft var forfalden / hand agtede sig self / som de Døde i Verden / og som en Mand / der hafde ingen Hielp / hans Hals var hæs / hand havde raabt sig træt / Synen forgick ham / at hand saa længe maatte bie effter sin Gud / saa er hand dog i alt dette ved et frit Mod / taler sig selv trøstig til der hand siger: Hvi est du saa bedrøvet? min Siæl / og hvi est du saa urolig i mig? Bie effter GUD: Thi jeg skal endnu tacke ham / at hand hielper mig med sit Ansigt. Ligesaa følelig / som Guds Vredes Piile og tugtende Haand var for Davids Kiød og Blod / saa fuldkommelig fant hand der imod i Hiertet og Siælen Forsickring om Guds Faderlig Hielp / hvilcken hand og bekommer Psal: 31. sigende: Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed / at du anseer min Elendighed / og kiender min Siæl i Nød. Her seer mand alle vegne i Davids Psalmer / at Kaarset havde icke saa tilknyttet hans Mund / i hvor vel hand siger om sig self: Hand maa være som en Dumme / og som den / der haver ingen Giensvar i sin Mund / i Henseende at svare til sine Fienders Spot og Trodsen / at hand jo udbryder med mange deylige Lov-Psalmer og Trøste-Sprog / hvilcke af Guds Naade er saa krafftige / at den besværgede og nær forsmægtede Kaars-Dragere midt i sin Elendighed ogsaa stemmer i med at love HErren.

    For det andet / at græde i Glæde / det er en Forsmag / som Gud undertiden lader Siælen finde / af den Glæde / den i Evighed skal nyde. Og enddog saadan Glæde aldrig kand naa sin Fuldkommenhed i dette Liv / saa ere dog de Draaber / som nedfalder i Hiertet af Livsens Vand / saa søde / salige / og glædefulde / at det lader sig ey lettelig udsige med Menniskens Tunge. Det er en Glæde / som mætter uden Kied-sommelighed. En Glæde / som forlyster Siælen. Glæde i GUD. Glæde som ingen Verdens Elendighed kand dæmpe. O! hvor vel staar det til med saadan en Siæl / som saa allerede finder Smag i Hiertet af Vellystens Strømme / og den tilkommende Verdens Krafft. Hvad kand saadan en Siæl andet? end bryde ud med inderlig Hiertens Graad og Taarer / givende dermed sin Længsel tilkiende over dens salige og fuldkomne Nydelse. Dog maa dette kaldis et ulige Bytte: Gud / ald Godheds Overflydende Kilde / skiencker den nær forvisnede og tørstige Siæl af sin Glæde-Kilde / hvad har Siælen at give sin GUd igien? Den tager til det / den haver / og frembærer i allerydmygste og dybeste Ærbodighed nogle faa Taarer af sin Græde-Kilde. O! et alt for slet Vederlag / for saa uskatteerlig en Gave. Men viid det / min Siæl / det er en Gave / som GUd giver af Naade / og ey af Fortieniste. Denne Glæde og Guds Naade-Gave er for Verden ey mindre forblommet / end Samsons mørke Tale var for Philisterne / der hand siger: Der gik Mad af Æderen og Sødhed af den Stercke. Hvilke Ord kand og endeligen appliceres til en elendig Kaars-Dragere / der ey alleene for Syndsens Fulhed skyld maa ligne sig self ved et Aadsel / men og af det bedrøvelige Kaars er saa jammerlig tilreed / at mand med David maa klage: For mine Fiender er jeg en Spot / og meget for mine Naboer / og en Forskrækkelse for mine Kyndinge: De / som see mig paa Gaden / fly for mig. Saaledes er baade Kaarset og Kaars-Bæreren anseet i Verdens Øyne. Det kommer dem latterligt for / at søge efter Hunning i dette Aadsel / og Spise i denne Ædere / som alle tage Flugten for / og seer gierne de ere længst fra: Deris Fornufft viser dem langt heller til et Bladefult Figen-Træ / som er uden Frugt / og er nær Forbandelsen / for det staar Jorden til Forhindring. Men JEsus Christus / Løven af Juda / den rette og stercke Seyers Første / Samson vor Helt / hos hvilcken den rette Hunning-Sødhed / og Saligheds-Kilde er at finde / giør det af sin underlige og ubegribelige Godhed / at Kaarsets fule Aadsel har dog sin hemmelige Sødhed hos sig / som vel er skiult for Kiødet / men findelig for Aanden / hvorved den Kaars-byrdede med andre Guds Børn kand af Guds Naade ledsckes og vedervæges.

    Dersom jeg uværdigste og belæssede Synderinde vilde sige / at Gud ey havde beviist samme sin ubegribelige Godhed mod mig / i det hand self har været den arbeydende Bie / der i mit Aadsel og Kaars har sammentraget disse Sange / som jeg i allerdybeste Underdanighed offererer begge Deris Høy-Mægtigheder; da var det ey andet end at jeg med saadan min Benægtelse vilde søge efter at blifve roset for det / som mig aldeeles intet tilhører / og det / som er ligesaa umueligt uden Guds Naade at bringe til Veye / som en Blind at treffe Lineamenterne i et deyligt eller grimt Mennisckes Ansigt. Hvorfore jeg alleruværdigste maa vel allerydmygst med Forundring spørge min GUd / og sige: Ach HErre! hvad er jeg usle Maddicke og elendige Synderinde / at du tæncker paa mig / med saa megen Naade og Barmhiertighed. Jeg er alt for ringe til ald den Miskundhed / du beviser mig. Hvorledis skal jeg betale dig / min allerkiereste HErre og Hierte Fader / alle de Velgierninger / du giør mod mig? Jeg vil optage den mangfoldige Saligheds Kalk / og paakalde HErrens Navn. Jeg vil betale HErren mine Løfter nu for alt hans Folk. Min Siæl love HErren / og hvad i mig er hans hellige Navn / min Siæl love HErren / og forglem ey det Gode / som hand har beviist dig. Hand er den / som har forlat dig alle dine Synder / og læger ald din Brøst / hand frelser dit Lif fra Fordærvelsen / og kroner dig igien med Naade og Barmhiertighed. Lovet være HErren / fra Solens Opgang til hendes Nedgang. Lovet være HErren fra Dag til Dag. Lovet være HErren / fra Slægt til anden / fra Evighed til Evighed være HErrens Navn lovet og priset / som teer sin Krafft mægtig i de Skrøbelige.

    Og som det haver behaget dig / barmhiertige alle Faderløses Fader / af din u-udsigelige Godhed / saa naadelig at forbarme dig over mig elendige Barn / i min Nød / med din Trøstes Sødhed / da all menneskelig Hielp var ude / og ingen Raad fandtis i Verden / hvor ved min Siugdom kunde heeles eller formildes / da indfalder jeg allerydmygst til dig / du allerhøyeste Kongernes Konge / som haver alle Menniskers Hierter i din Haand / og bøyer dem ligesom Vand / at du af din megen Miskundhed vil fremdeeles giøre Barmhiertighed mod mig / og tale for mig / dit saarede Barn / hos din Salvede / vor allernaadigste Konge / sampt Høybaarne naadigste Dronning / at de med medlidende Øyne i Naade vilde ansee og antage denne lille Bog / mit Kaarses-Frugt / som af mit Tornefulde Kaarses Kiep i heede Angist-Taare er udspiret: Thi du veedst HErre / at jeg uværdig haver et svaart Mæle / og u-omskaarne Læber / til at tale med deris Høy-mægtigheder / derfor hielp du mig / O trofaste Gud! som af din Naade har lært os / hvorledis du / stormægtigste Gud / af os vil tilbedis.