Antologier

    Fædreneland

    ved den bølgende Strand,

    i den majgrønne Lund

    ved det dejlige Sund,

af de syngende Vover omskyllet,

dog for dig er det bedste tilbage,

sidder bleg du i Sorgen indhyllet;

thi end lever „den Gamle af Dage“.

        Mørkt ser det ud,

        men almægtig er Gud;

        vore Fjender til Lands

        er og Fjenderne hans,

de er Fjender af Sandhed og Retten,

de er Fjender af Kjærlighedsætten;

dog, for dem er det værste tilbage,

thi end lever „den Gamle af Dage“.

        Maane og Sol

        sidde løse paa Stol,

        under alt, hvad bestaar

        som et Lagen det gaar,

dog din Ven sidder fast i det høje,

over dig raader Forsynets Øje;

lad kun Lovsang afløse din Klage,

thi end lever „den Gamle af Dage“.

        Højt over Sol

        paa sin Konningestol

        om end Skyerne brast,

        sidder kjærlig og fast

Han, som vogtede Danmark saa længe;

end hans Bue har klangfulde Strænge,

og hans Bue slaar aldrig tilbage;

tro som Guld er „den Gamle af Dage!“

        Muldjord i Bryst

        ser den Høje med Lyst;

        der kan Solstraaler bo,

        der kan Himmelbyg gro;

Han som hører, naar Muldjorden sukker,

den med perlende Taarer bedugger;

med den Trøst kommer Troen tilbage,

at end lever „den Gamle af Dage“.

        Fuglenes Røst

        spaar om Danemænds Høst

        under Mundharpeklang

        og Smaapigernes Sang;

Lykken vendes som Skibet paa Voven,

Lykken vendes som Bladet i Skoven;

til den Lykke man aldrig saa Mage,

thi end lever „den Gamle af Dage“.

        Fædreneland!

        som paa Afgrundens Rand,

        midt i Bølgerne blaa

        skal du blomstrende staa

med din Maj og med dine Kjærminder,

som en Mø med letrødmende Kinder;

thi for dig er det bedste tilbage,

det laa gjemt hos „den Gamle af Dage!“