Alt nær ved Kirke stander Slot,
Det sagtens kan sig føje;
Men Haand i Haand man Bisp og Drot
Kun sjælden seer for Øje; —
Dog Danmark saae som Ven hos Ven
Vilhelmus Bisp og Konning Svend.
De Venner ene lignes kan
Med David og hans Jonatan.
Alt med de Venner Verden saae
Saa underlig en Handel; —
Hvad Verden aldrig kan forstaae,
Det er de Frommes Vandel:
De tugte meest, hvem de har kjær, —
Det kalder Verden Daarefærd; —
De følges ad i Død og Grav, —
Det kalder Verden Galenskab.
Det var en hellig Julefest,
Og Kongen gjorde Gilde;
Velbaaren var hver Julegjæst,
Men mangen døde ilde; —
Hver Gjæst blev hed af Mjød og Viin, —
Det bøded’ mangen Ridder siin. —
For Viin og Vrede vogte sig
Hver Kristendrot paa Jorderig! —
Det ringed’ efter hellig Skik;
Det var en Nytaarsmorgen;
Og Bispen ind i Kirken gik,
Og gik derind med Sorgen.
O Ve! en Tidende saa ond
Han bar den aarle Morgenstund.
Og Villum elsked’ dog Kong Svend,
Som Jonatan sin Hjertensven;
Kong Svend han axled og sit Skind,
Han lod sit Sværd omspænde;
Han agted’ sig i Kirken ind
Med Riddere og Svende;
Men Vilhelm løfted’ Stav og Pig
Mod Kongens Bryst saa dristelig.
De Frommes Kjærlighed er sær,
De tugte meest, hvem de har kjær.
Hvad vil du Ulv i Faareflok?
Saa mælte Kristi Hyrde;
Fik du af Blod endnu ej nok?
Har end du Lyst at myrde?
Nej gak herfra, du Ildværksmand!
Og vid, du est i Kirkens Band!
Men Villum elsked’ dog Kong Svend,
Som Jonatan sin Hjertensven.
De Hirdmænd gik paa Bispen ind
Alt med de dragne Sværde;
Men Herrens Præst veg ej et Trin,
Han var ej at forfærde;
Guds Engle stod ham bi og nær
Og døvede de hvasse Sværd;
Han tænkte kun paa Gud og Svend,
Sin kjære faldne Hjertensven.
Alt som en Støtte, stiv og kold,
Og bleg, som Lig i Jorde,
Saa stod en Stund den Konning bold; —
Dernæst han tog til Orde:
O rør ham ej, han staaer i Gud,
Han staaer paa Vagt for Kristi Brud.
Saa maatte, mod, den Herre bold
Fra Kirke gaae for Messehold.
Bisp Villum staaer for Alterbord,
Sit Kyrie han kvæder;
Kong Svend han kysser sorten Jord
I Pønitenseklæder;
Han skjalv for Gud, som hævner Blod,
Han skrifted’ for den Herre god;
Og naar der skriftes saa paa Jord,
Da vorder Fryd i Englekor.
Du Angerstaarer har udøst,
— Saa monne Bispen tale, —
Af Kirkens Band du er udløst,
Og Gud dit Sind husvale!
Saa tog han Kongen i sin Favn,
Velsigned’ ham i Jesu Navn.
Og Villum elskedes af Svend,
Som David af sin Hjertensven.
Nu frygted’ Svend af Hjertens Grund
Sin Gud og tog sig vare;
Og der nu kom hans Tid og Stund
Fra Verden at bortfare,
Et Tegn man paa de Venner saae,
Som Verden aldrig kan forstaae:
At følges ad i Død og Grav,
Det kalder Verden Galenskab.
Bisp Villum stod i Kirkekor: —
Nu graver flink, I Svende!
Og graver bredt; — thi bredt i Jord
Skal sænkes Kister tvende;
Og være vil jeg hos Kong Svend
I Graven end, som Ven hos Ven.
De Venner ene lignes kan
Ved David og ved Jonatan.
Og det var Rigens gode Mænd,
De ginge med den Døde;
Den Bisp uddrog med Klerk og Svend
Det Konge-Lig at møde;
Det blev saa underlig en Færd,
Han mødtes med den Herre kjær,
Alt som hos Gud man tænke kan,
At David mødte Jonatan.
Den Bisp uddrog til Jordefærd
Med lærde Mænd og Klerke;
At Kongens Lig var brat heel nær,
Han kunde paa sig mærke;
Hold stille nu, du Kjøresvend!
Tilfods jeg møde vil min Ven.
De mødtes, som man vide kan,
At David mødte Jonatan.
Han bredte ud sit Klædebon
Og knælede med Smerte;
Mod Himlen løfted’ han sin Haand,
Til Himlens Gud sit Hjerte;
Han bad saa inderlig og tyst,
At Engle hørte det med Lyst; —
De Sjælen bar saa sagte hen; —
Hos Gud den fandt sin Hjertensven.
Alt nær ved Kirke stander Slot,
Det kan sig sagtens føje;
Men Haand i Haand man Bisp og Drot
Kun sjælden seer for Øje.
Dog Danmark saae som Ven hos Ven
Vilhelmus Bisp og Konning Svend; —
Det end har seet et andet Par
I Absalon og Valdemar.