Du stille Bæk, som sølvklar vælder
Blandt Liljer op og rolig gaaer
Blandt Dalens Roser og dens Melder
Og Anstød i dit Løb ej faaer;
Blandt disse lige klar du rinder,
Af dig de vandes lige fri,
Gør Kiselstenen dig end Hinder,
Saa gaaer du lydig den forbi.
Men naar en Nabobæk sig skyder
I dit Krystal, du skummende
Og nu ej meer saa rolig flyder,
Som før du flød blandt Liljerne.
Du Vælde faaer af tusind Kilder,
Som slynge ned til dig sit Vand;
Afsindig du dig nu forvilder
Blandt Ørkner, Skove, Bjerg og Sand.
Du ødelæggende nedrinder
Og river Egen fra sin Rod;
Tit, hvor du drog, ej Hyrden finder
Det Sted, hvor før hans Hytte stod;
Du styrter ned til Havets Bredde,
Og her jeg seer din aabne Grav —
Din Magt og Brusen dig ej redde;
Du bli’r til Intet i et Hav!
O klare Billed paa min Alder!
Du viser mine Skikkelser
Fra Vuggen af, indtil jeg falder
Tilbage til mit første Leer:
Mit Aasyn og mit Livets Dage
I dig jeg skuer lige klar;
Fornuft og Syn sig ej bedrage,
Naar du et Spejl for begge var.
Hvor stille flød min Barndoms Dage
Ej bort i Tidens Ocean!
Hvo giver mig den Ro tilbage,
Som da paa Intet stødte an?
Hvo siger mig, hvor jeg skal finde
Min Ungdoms blomsterstrø’de Vej?
Forsvunden er den — og i Blinde
Jeg søger den, men seer den ej!
Let blev mit Hjerte da fornøjet,
Og let at lede var mit Sind:
Flød end en Taare ned af Øjet,
Tog den ej Majen af min Kind;
Stak Nelden mig, jeg Smerten glemte,
Jeg tavs forlod min Anstødssteen —
Men skjenkte Frugt jeg trolig gjemte
Til Deling med min Alders Ven.
Min Barndom bort med Tiden rømte,
Men med hver Time fløj min Ro;
Sindslidelserne strax indstrømte
Og fæsted’ i mit Hjerte Bo;
Min Barndoms Purpursky fordreves
Af deres Storm, og villige
Af Stormen Tankerne henreves;
Thi Hjertet fulgte Tankerne.
Jeg ved Minutter, hin ved Kilder,
Usynlig Væxt og Styrke fik;
Ved hvert Minut jeg mig forvilder
Langt fra det Eden, hvor jeg gik;
Hvo standser mig, hvo kan mig redde
Fra Hvirvlen, som mig er bered?
Jeg forudseer min Livets Bredde, —
Jeg raver, hælder, falder ned!