Epilog
(Efter en privat Forestilling af Erasmus Montanus.)
(Efter en privat Forestilling af Erasmus Montanus.)
”Hvad nu! et Holbergsk Skuespil i Dag!
Har Pøbelaand besielt Spektaklets Directeurer?
Min Gud! tør disse Herrers Smag
ustraffet, nu igien i Dag
med Holbergs Pølsesnak fornærme sine Ører?” —
Saa taler Daaren, naar Satirens Straffelyn,
fra Holbergs Arm nedsvinget, ham omsvæver,
naar fra hans Sandheds-Speil han angst tilbagebæver;
saa taler han. Men Musers Søn, hvis Syn
opklartes blideligt af Viisdoms Lampes Glands,
beundrende, alt hvad han var, erkiender;
glad mod hans Himmel rækker sine Hænder;
taknemlig for den Fryd, han Scenens Ynder gav,
nedlægger end sin Krands
paa Scenens Faders Grav. —
Til Eder da, I Faa, I Ædle her,
hvem Holbergs muntre Aand blev altiid mere kier,
end Schlenzheims Raseri, end Waltrons Bøddel-Scener,
til Eder, som saa mildt tilgive Hver,
der Evne ei med Villie foreener,
til Eder, Ædleste! et glad: god Nat til Jer!