Herligt fagre Blomster spire
under Naalen op;
de mit hvide Atlas zire,
ranke som en Axetop.
Her en Lillje stolt fremtræder;
o! den skabte jeg.
men langt meer end den mig glæder
disse smaae Forglemmigei.
Her jeg Midten vil omkrandse
med Violer blaae;
frit, — som naar i lette Dandse
Zephyr vifted’ ned derpaa; —
hist et Rosenpar skal smile
frem ved egen Haand,
og de mørke Stilke hvile
i et knyttet Lilla-Baand.
Gud! hvor lidt er Duggens Draabe
mod Dit hele Værk!
kun den letbedragne Taabe
troer sin egen Evne stærk. —
Hvad kan Draabens Billed ligne
svagt paa Silken her? —
Gud! min Afmagts Fliid Du signe!
da er mig min Syssel kier.
Altiid mig Naturen blive
skiøn og dyrebar!
og den skulde Kraft mig give,
om end tung min Skiebne var.
Altiid jeg erkiendtlig skue,
Glæde blev min Lod!
Altiid varmt mit Hierte lue!
o! thi Glæde blev min Lod.