For ham tre Nationers Taare rinder;
Hans Fødsel brammer Dannerriget af;
Erkiendtligt Norrig har hans Seiersminder!
Ham Sværig bød en Krone, gav en Grav;
For hine leved han, for dette er han død;
Hvis Graad mon stoltest, mon retfærdigst flød?
Rahbek.
— duller shoud’st thou be, than the fat weed,
that rots itself in ease on Lethe-wharf,
would’st thou not stir in this!
Hamlet.
Tør vel en uberømt, en navnløs Sanger,
o Du Tilbedte! nærme sig den Grav,
hvor Egeløv og stolten Laurbær pranger
om den for tidligt brudte Heltestav?
Tilgiv! — Hvor Nordens Svane høit sig svang,
og hvor dens Lyd i hvalte Himle klinger,
der sidder mindre Fugl med bundne Vinger,
og synger en veemodig Klagesang!
Var Du ei elsket nok, o Elskelige?
Laae Du ei sødt ved Danmarks skiønne Bryst,
og laae det ikke trygt ved Dit tillige?
O siig, Du Menneskers og Guders Lyst!
udbredte det ei grædende sin Favn,
da Du forlodst dets skovbekrandste Strande,
og regned’ Taarer ei som Himlens Vande
hvert Sted, o Elskte! ved Dit dyre Savn?
Men hvad var Klager, hvad var ømme Taarer
for Dig, o Helt! naar Dannerkongen bød?
Da læger Smerten selv i det den saarer,
da spirer herligst Liv af selve Død!
Saa steegst Du op til gamle Norrigs Land,
Du vakte atter op dets Kiæmpevælde;
Du stod for det, som fasteste blandt Fielde,
og selv blandt Nordmænd stod Du første Mand!
Da drogst Du Sværd, da maatte Fienden bløde;
Paa Thinge viis, som fast i Slag Du stod;
for Dig hver Gut gik freidig hen og døde,
for Dig som Most han skiænked’ Helteblod.
Den sidste Lyd fra norske Kiæmpers Bryst
var den: ”Veed han, at jeg streed med og seired?”
Og — svarres: ”Ja!” da Guds Hærskarer leired’
sig vm hans Sotteseng, og gav ham Trøst.
O græd, mit Land! græd, gamle Kiæmpe, Norge!
Hvad Du betroede, dyrere end Guld,
i Nabo-Haand, Din stærkeste blandt Borge,
nu ligger dybt nedbrudt i svenske Muld! —
Dog, døer en Helt, saa stande Helte-Værker:
som Field i Soelglands staae hans Navn i Sang,
den Helt, som vakte Jer, I nye Bersærker!
og selv i Striden gik Bersærker-Gang.
Dig, Herlige! Dig blænded’ ingen Krone;
Din høie Nornes Vink kun fulgt Du har;
fromt gik Du hen at lide og forsone,
og som Forsoner høit Dit Kors Du bar!
For ringe Dig var jordisk Spiir og Throne,
for fri Din store Aand til Fængslet der;
saa bær da, Hellige! Din Martyrkrone,
og Nordens Rigers bedste Helgen vær!
Dog tie, min Røst! Forstum, min svage Tunge! —
Men I, hvis Stemme, høi som Tordnens Brag,
kan Liv i det begravne Danmark siunge,
af Egen ned den store Harpe tag!
Syng, Barder! syng det lystende Exempel!
Af Nordens bedste Blade flet ham Krands!
Forkynd det herlige nedbrudte Tempel,
og slynger Eders Navnetræk i hans!