Peter Foersom (1777–1817)

Forladt, forskudt gaaer Shakespears gamle Drot¹,

i Storm og Nat den Sølverhvide vanker;

i Mulmet seer han Lys, og freidig banker,

o ædleste Fyrstinde! paa Dit Slot. —

See! Spiir og Krone blev ham røvet fra;

o! skiænk ham atter Magt og Spiir og Krone!

ei Hær det koster Dig, men kun een Tone;

Din Purpurmund er da Cordelia.

Med ham fremvandrer stille tillidsfuld

hiint Par², i Døden troe som troe i Live;

Dit Smiil kan dem af Dødens Nat udrive:

Er Du, o Huldeste! de Hulde huld,

vil dem Dit Bifalds-Smiil et Minde give

langt dyrere end alt Veronas Guld! —