Epilog
(Skreven og fremlagt af den Afdøde efter Hr. Instructeur og Ridder Rosings Benefice den 5te December 1812.)
(Skreven og fremlagt af den Afdøde efter Hr. Instructeur og Ridder Rosings Benefice den 5te December 1812.)
En sielden Høitiidsaften, ædle Folk!
er i Dit Musatempel runden hen:
ei meer end i et Luftrum henlagt Værk,
et speilklart Billed af en herlig Tiid,
er, deels med nyt, deels gammelt Farvespil,
opstandet af sin uforskyldte Hvile. —
Din stærke Kiæmpe har igiennembrudt
sin Heltegrav; har her i Jern og Brynje
Dig mindet om hiin stolte Ridder-Old,
da, flux som Voldsmands-Sceptret hæved sig,
fløi Friheds-Sværde tusindviis fra Belte: —
da frie, danske Mænd stod jublende
hist paa Eidoras Bred, mens Voldgiæst-Hæren
hiinsides stimed’ om det faldne Banner;
da Borgerkierlighed, som end i Dag,
var Hiørnesteen om Dannerkongens Throne! —
En sielden Høitiidsaften, ædle Folk!
er i Dit Musatempel runden hen: —
sig atter har for Dine Øine viist
to sieldne Mestre, Overpræster her,
ved Melpomenes og Thalias Altre.
han steg med Manddomskraft end een Gang op
paa hiint det høie Musabierg, hvor før
Du saae ham hente sig saamangen Krands: —
han oversaae igien sit Kunstner-Rige:
og see! det var end heelt og ubeskiaaret! —
Saa høitiidsfuld randt denne Aftenstund! —
o! meer end høitiidsfuld! thi Du giensaae
den Uforglemte, Uforglemmelige:
Din Rosing! — — Billig Væmods-Savn, o fyld
i denne Stund hvert ædelt Bryst omkring mig!
men lad umandig Klage ei vanhædre
den Helt, der blødende, men laurbærkronet,
uovervunden sidder paa sit Skiold! —
I Hallen sad han her nys mellem Værge,
som før med evig Ungdomskraft han svang:
Som Fingal-Aanden paa den høie Sky,
saa sad han her, skiøndt svag, dog høit forklaret. —
Som Fingals Aand, saa overskued han
det rundne Liv, og saae kun Seiersminder
fra hiin Dag, da hans Morgensoel randt op
i Orosman, og til hiint Øieblik,
da den som Middagssoel i Gerhard straaled! — —
Dog, kommen er jeg ei at prise Den,
hvis Værker høit lovprise ham som Mester! — —
Men, Scenens Søn! kan vel Dit Værk bestaae?
skal det ei svinde som et Skyggespil? —
Ak! hvad bestaaer? — Selv Runernes Granit
fortæres, og det stolte Marmor smuldrer! —
Det skiønne Ord paa Skraldens Blad dog lever
i Løb af Aar: — og skal hiint skiønne Ord,
her skiønt fremsagt, da svinde som et Mundsveir?
Skal Alt, hvad Kunstner, Mester, Mønster her
har virket, glemmes som en Morgendrøm?
— Nei, ædle Folk! Du bar i kierligr Minde,
Du følte tidt den tabte Kunstners Savn:
vel mueligt, Mangens Spoer skal her forsvinde: —
men aldrig — aldrig glemmes Rosings Navn! —