Til en Ven paa hans Fødselsdag
Den 19de Januari 1812.
Den 19de Januari 1812.
(I et Exemplar af Oversættelsen af Thomsons Winter.)
(I et Exemplar af Oversættelsen af Thomsons Winter.)
Naar og Sommer, Høst og Vinter svinde;
Torne staae igien som Rosers Minde;
Sneeliin dækker Floras Blomsterbed;
Stormen hyler natlig i det Fierne,
hvor for Elskovs stille, klare Stierne
Philomela sang sin Kierlighed.
Een Blomst svinder ei: dens Rod nedstiger
dybt i Hjertets aldrig seete Riger,
og dens Krone høit mod Himlen naaer;
og, naar Hiertets sidste Nerve bæver,
hen, liig Phønix, sig af Støvet hæver,
høit i Evighedens Soles Vaar.
Kiere Oag! som sødt og huldt mig minder:
tretten Vintres Strømgang alt nedrinder
i det dybe, mørke Tidens Hav:
og vort Venstabs Rose aldrig blegned;
Glædens Soel nedstraaled, Taarer regned
paa den vexelsviis som Herren gav!
Lad den stedse blomstre i Dit Hierte,
under Haab og Tvivl, i Fryd og Smerte?
lad den rødme paa mit blege Liig!
Fro jeg døer! thi Børn jeg efterlader
Tro paa Gud, og i min Gud en Fader,
Kierlighed for Vid, Dyd, Kunst — og Dig!