Abrahamson
(Fremsagt i Sørge-Logen over den Afdøde.)
(Fremsagt i Sørge-Logen over den Afdøde.)
Ei paa Qvindeviis at græde
sømmer sig for Ord’nens Børn:
fast og stærk skal Murer træde
over Livets Steen og Tiørn:
opreist gaae i Modgangs Dale,
uden Trygleri om Trøst;
mandig staae i Dødens Sale,
med sit Blik mod høien Øst.
Abrahamson! Brave, Bolde!
her omkring Din Sarkophag
Dine Sønner helligholde
nu Din sande Fødselsdag.
Hvad vi skimte i det Dunkle,
Mulm og Lys og Stierneglands,
seer Du, Broder! hist at funkle
i en evig Mesterkrands!
Alt er Dig nu aabenbaret;
Livets dunkleste Symbol
seer Du hisset grant opklaret
ved vor store Mesters Soel.
— Derfor heller ei vi græde
paa Din Mester-Fødselsdag;
nei! vi staae med mandig Glæde,
Fader! om Din Sarkophag.
Sønnen dog ei skiæmmer Taare:
mandig Taare var Du værd;
den er runden paa Din Baare
ved Dit Borger-Jordefærd; —
Mangen bærer her Dit Minde
i et sønligt, takfyldt Bryst;
Heltes, Skialdes Graad tør rinde
her i evig Veemods Lyst.
Sølvgraa stod Du iblandt Skialde,
men Du greb i Harpen stærk;
Mentor var Du for dem Alle,
Fremmer af hvert ædelt Værk;
og som Altrets Ild monn’ brænde
for den mat belyste Jord,
saa skal Dine Værker tænde
mangen Straale end i Nord.
Oldtiids Minder dybt Du grandsked’,
stirred paa den gamle Steen;
Du fremmaned’ uforvandsket
dunkle Rune klar og reen:
og med gamle Helte lever
nu Din Aand i Valhals Ly;
og med Saxo, Snorro svæver
Du paa evigt Morgengry.
Ei Du her vandt Plads blandt Helte,
skiøndt Dit Liv var Heltedaad:
Krigens Søn, med Sværd ved Belte,
mindes vil Dit Fader-Raad;
og, naar Æren ham bestraaler,
ofte komme ømt ihu:
”Abrahamsons Soel tilmaaler
mig min Ærestierne nu!”
Signer Alle i vort Tempel
den hiemgangne Mesters Navn!
lad hans herlige Exempel
lyse i vor Broderfavn!
lad os stræbe ham at ligne
i vor Død som i vort L iv:
da vil han os hist velsigne
ved vor Fødsels andet Bliv!