Mathilde Fibiger (1830–72)

Siden min kjære Søster i Forsommeren kaldtes bort herfra, er jeg ofte af hendes og mine Venner bleven opfordret til at give en Skildring af hendes Liv; men jeg har hidtil, endskjøndt jeg har været rørt over den Tillid til mig, som laae til Grund for dette Ønske, anseet det for umuligt at opfylde det. At jeg stod hendes Hjerte nær og var hendes Fortrolige, forsaavidt som noget Menneske har været det, er ikke nok til at løse denne Opgave. Thi til at give en Characteerskildring, der er sand i sin Helhed, og ikke en ligefrem Lovtale, hører der netop et kritisk Overblik, som kun faaes i en vis Frastand. Saalænge Hjertet i Savn og Sorg klynger sig til Gjenstanden, er det umuligt. Jeg vandrer om i Mindets Have, fordi der er godt at være; overalt møder jeg den kjendte, kjære Skikkelse, alle de utallige tause Vidner om hvad hun var, og jeg dvæler i Beskuelsen for min egen Skyld. Jeg kan ikke rive mig løs og fjerne mig for at skizzere dette Billed, medens Tabet endnu er saa nyt, at Hjertet vægrer sig ved at sige „hun var.“ Men hvis Nogen, der har kjendt hende, eller kunde ønske at have kjendt hende, vil følge mig og dele Erindringernes Skat med mig, vil jeg forsøge paa at give dem et Indblik i hendes Liv, thi hendes Minde er vel værd, at man lukker det ind i sit Hjerte og præger det i sin Hukommelse.

        Hendes Barndom og tidlige Ungdom henrandt under de lykkeligste Forhold, i et Hjem, hvor Børnene omfrededes med den ømmeste Kjærlighed, hvor ingen anden Tvang kjendtes end Frygten for at bedrøve, men hvor Pligtfølelsen heller ikke vaktes, fordi den syntes overflødig. — I den Tid var Begrebet Menneskekjærlighed, Kjærlighed til Næsten, ikke saa udviklet som nu: man elskede den større eller mindre Kreds indenfor Hjemmets Omraade, og vendte sig som oftest med en temmelig skarp Kritik — den Tids Aandrighed — imod „Fremmede.“ Det var dog intet smaaligt Familiesammenhold, der herskede i Hjemmet; Vennerne omfattedes med smuk og hjertelig Gjæstfrihed, de Underordnede i Huset med Omhu, de Fattige fandt tidt Hjælp og Trøst, naar de søgte den, men — videre strakte Kjærligheden sig ikke.

        En saa eiendommelig Natur og saa rige Evner, som hendes, maatte udvikle sig herligt i denne sorgløse Frihed, denne Kjærlighedens Varme, og hun havde Modvægt i sig selv imod det Farlige i Retningen. Fra sin tidlige Barndom bar hun en uklar Opposition imod Alt, hvad der nærmer sig Afguderi, i sin Sjæl: den sande Kjærligheds Idee rørte sig i hende, længe førend hun selv forstod den. Dette kom ikke til Gjennembrud, men gjorde hende taus og, som hun selv siger, „saa indesluttet i sit inderste Væsen, at hendes Nærmeste ikke engang mærkede, at der var Noget, hun skjulte.“ Dog følte hun ikke dette som et Tryk, men som en Gaade, der gav hendes Liv den nødvendige Skygge, for ret at kunne nyde Solskinnet. Hendes første Ungdom var Familiens lykkeligste Tid. Fader var Commandant paa Høiskolen, hvor en Kreds af udmærkede Mennesker sluttede sig til ham og vore to ældste Brødre. Uden at være en regelmæssig Skjønhed, var Ilia yndig, interessant, og hyldet af Alle. Dengang — sytten Aar gammel — saae hun den Mand, som hun elskede trofast til sin Død. De mødtes og — skiltes, uden at jeg nogensinde har kunnet gjætte Aarsagen. Men hun troede paa hans Kjærlighed. — Han faldt i første Krig.

        Der kom andre Tider — Sorger og smaa Kaar i Hjemmet, hvis Tryk faldt tungt paa hende, den stærkere Sjæl, hos hvem Moder søgte og fandt en Støtte. Men ligesom det kjære gamle Hjem var og blev det samme i Medgang og Modgang, blev hun ogsaa sig selv lig. Da jeg er yngre end hun, erindrer jeg hende kun efter de Begivenheder, der greb forstyrrende ind i vort Liv, og hun staaer for mig som en livsglad ung Pige, der i Forening med den ømmeste og kjærligste Moder gjorde os Smaa til de lykkeligste Børn paa Jorden. Hun var udviklet i Sorgen, ikke kuet af den, glad og tilfreds uden at være munter, bly og tilbageholden uden Spor af Forlegenhed, skjult og forborgen i sit inderste Væsen, men aabenbar i hele det livsalige Indtryk af hendes Personlighed.

        Men da Moder døde og Hjemmet opløstes, da hun, endnu ung, stod ubeskyttet overfor den barske Verden, hvorfra hidtil intet umildt Vindpust havde berørt hende, uden Andre, der ret af Hjertet elskede hende, end os Søskende, som næsten Alle var yngre og svagere end hun, da aabenbarede den Kraft, der boede i hende, sig først ret, da begyndte den Udvikling, der gjorde hende til et Forbillede for Enhver, som vil stride den gode Strid. Thi da kom Kjærligheden til Gjennembrud, der hidtil havde levet som et dunkelt Ideal i hendes Sjæl: den Kjærlighed, der ikke søger sit Eget.

        Om hendes ydre Liv er der ikke Meget at fortælle i den Tid, som nu fulgte: det var den Kamp, enhver ensom og ubeskyttet Kvinde maa føre, for at bane sig en Vei gjennem Livet uden at falde Andre til Byrde. Det Mærkelige var, at Alt, hvad hun oplevede, for hende blev et Middel i det ene Formaals Tjeneste: at indøve sig i Kjærlighed til Gud og Næsten. Det var intet ubestemt socialistisk Ideal, som foresvævede hende. Hun kjendte ingen anden Vei til Gud, end Frelseren, i hvem han har aabenbaaret sig. Han var den „Herre“, hun tjente, i ham lærte hun at elske Menneskene med den Kjærlighed, der er „taalmodig og mild,“ af ham lærte hun, der i høi Grad af Naturen besad Geniets Selviskhed, under daglig Selvfornægtelse at tilegne sig „en stille og sagtmodig Aands uforkrænkelige Væsen.“ Men hun talte kun sjeldent om Religionen; hendes Liv vidnede om den med „Gjerningens sanddru og tause Veltalenhed.“

        Hun opholdt sig dengang i en trist Præstegaard i en af det nordvestlige Jyllands Udørkener; og det er mærkeligt at see af Breve fra den Tid, hvordan hun bevarede Sindets Ligevægt og Lunets Friskhed under Forhold, der vilde forknyttet enhver Anden. Det nye Liv, som rørte sig i hende, lærte hende at see Alt med Kjærlighedens Øine: hvor hun kunde opfatte et Glimt af Idealet, glemte hun Alt i sin Glæde derover, og hvor hun kun saae Karrikaturen, der — lo hun. „Kan Du ikke lee?“ sagde hun tidt til mig, naar jeg forivrede mig eller oprørtes over den. Hvad hun lader Susanne sige i „Modsætninger,“ kunde hun have sagt om sig selv: „I Mellemtiden, i min Lykkes fattigste Timer, vandt jeg det, som hverken Sorg eller Glæde vil kunne berøve mig: Forstaaelse med det sandt Menneskelige, fuld og dyb Paaskjønnelse af dets Værd.“ Kun ved denne menneskelige Sympathie kan man forklare sig, at hun, der selv havde langt mere af „Marias“ end af „Evas“ Natur, kunde skildre Forhold som de i Digtene fra Almuelivet berørte, paa engang saa sandt og skjønt. Hendes store Kjærlighed løftede hende over den Kløft, som i Virkeligheden var imellem hende og dem, uden at hun saae den. Hun udstrakte ikke en behandsket Haand for at opreise de Faldne. Hun kjendtes ved dem, saasnart hun saae Mennesket i dem. — Derimod det Daarlige, Forlorne, Pjattede i Kvindens Liv ændsede hun slet ikke; det faldt hende ikke ind at kjæmpe imod det. Den Bevidsthed, som Mange af os kun komme til gjennem Sorg og Skuffelse: at Gud ikke vil kjæmpes for, men tjenes, havde hun af Naturen.

        I denne Ensomhed, hvor hun ingen Trøst fandt, men idetmindste kunde sørge i Fred, ramte det tunge Slag hende, hvorom hun selv siger i „Stemninger:“

Det var hendes Deel af de bittre Sorger, Krigen bragte over saa Mange; men ogsaa den blev til Velsignelse, da hun ligesom overførte sin Ungdomskjærlighed paa sit Land og Folk. Hun elskede fra nu af sit Fædreland dobbelt, og det var hendes største Sorg under den sidste Krigs ogsaa for hende langt tungere Hjemsøgelser, at hun Intet „kunde gjøre.“ Hun gjorde Sit, idet hun elskede. Danmark har jo ikke alene Løver, men Hjerter i sit Skjold.

        En anden mærkelig Følge af dette Hjertestød, hvorefter Alt maatte trænge sig frem fra Nyt, er hele hendes Forfattervirksomhed, der først nu begyndte. Hun var flyttet til Kjøbenhavn og holdt en lille Skole paa Vesterbro. En Aften var hun — „Gud veed hvordan?“ siger hun selv i sin Fortælling derom — kommet i Theateret og havde seet Hauchs „Marsk Stig.“ Næste Morgen, da hun stod og flettede sit Haar, gik Ideen til hendes egen „Marsk Stig“ op for hende, og snart var de vigtigste Scener nedskrevne. Det overraskede hende selv, da Ideerne nu trængte sig frem, og det Hele blev til uden nogensomhelst Anstrengelse fra hendes Side, ved at følge den indre Stemme: Inspirationen. Hun „betragtede det som et Mirakel,“ siger hun selv, og var noget betuttet strax, da det mindst af Alt var faldet hende ind, at ville være Skribentinde; men hun fandt sig snart tilrette, og var glad ved at have et Formaal. Alt, hvad hun har skrevet, er ligefrem Inspirationens Værk, og derfor kunde hun ikke tage imod Raad eller omarbeide Noget senere. Forsaavidt som jeg forstod hende, blev Digtekunsten hende fremmed, jo mere den vil gjøre sig gjældende som Kunst, paa Inspirationens Bekostning. Kunsten kan kun bearbeide Stoffet, Inspirationen skaber Formen. — Iøvrigt er Stedet ikke her, til at forfægte hendes Værd som Digter; og jeg er for smertelig berørt af den Tilsidesættelse, hun har mødt, til at jeg kan opfatte Sagen upartisk. Jeg vil kun anføre hendes egen Yttring derom, fordi den er saa characteristisk; „Jeg troer paa mit Kald — troer urokkeligt; men derfor kan jeg jo gjerne tage feil.“

        Nu, da jeg nærmer mig den senere Periode af hendes Liv, der er mest bekjendt, vil jeg bestræbe mig for i faa Træk at skildre, hvad der synes mig væsentligst. — Ikke alene det rige Ideliv, som fandt sit Udtryk i hendes Digtninger, men ogsaa de store Kræfter, der rørte sig i hendes Sjæl, aabenbarede sig nu i store Gjerninger. Det er bekjendt, hvordan hun gik til Hospitalet i Choleratiden, for at pleie de Syge, og hvordan hun senere forlod en betrygget Stilling, for at skjænke fattige, svage og forsømte Børn et Hjem, hvor hun med utrolig Selvopoffrelse og utrættelig Kjærlighed levede og — døde for dem. Dette kaldes med Rette „store Gjerninger“; men det Store ligger i mine Tanker mindre i, at hun under særegne Forhold kunde gjøre det Overordentlige, eller at hun kunde lide og stride for at udføre en Ide, hun havde sat sit Hjerte til, men deri at hver af hendes Gjerninger, i det Smaa som i det Store, var naturlige Yttringer af den stille Selvudvikling, Sjælens skjulte Liv i Gud. — Uden Kamp og Smerte lærer man ikke at hengive sig saaledes; men Sagen selv, at hun gik til Hospitalet, er intet Udtryk for, at hun under Strid og Sjæleangst fattede den store Beslutning. Hun har selv fortalt mig, at hun var saa glad i Choleratiden, at hun næsten skammede sig ved det. Men hun tænkte: „Jeg har jo ikke gjort Choleraen, og jeg kan Intet gjøre; hvorfor skulde jeg saa sørge derover?“ — til det faldt hende ind: „Jo, det kan jeg gjøre“ — og greben af denne Tanke gik hun derhen. Er det ikke det Opbyggelige, at et Menneske har givet sig saaledes i Ideens Tjeneste, at Kaldet høres og følges, hvergang der slaaes Appel?

        Saaledes gik hun sin stille Vei gjennem Livet, hjælpende, trøstende, elskende Andre. Selv blev hun kun glimtvis forstaaet, men disse Glimt lyste dybt i mange sorgfulde, søgende Sjæle, og hun læste i Andres Hjerter med Kjærlighedens Klarsyn. Da Døden nærmede sig, var hun beredt: hele hendes Liv havde været en Forberedelse. Det var en mørk Regnveirsdag, men hun troede, Solen skinnede: „det var saa lyst.“ Evighedens Lys omstraalede hende allerede. Villigt, som hun havde grebet sin sidste og kjæreste Opgave, slap hun den, forvisset om, at den Gjerning, der var begyndt i Gud, vilde fortsættes i Kjærlighed, naar hun kaldtes bort fra den.

        Dem, der opfyldte hendes sidste Haab ved at aabne deres Hjem og Hjerter for de kjære Smaa, tilegnes ved mig denne lille Digtsamling — en Julegave fra hende.

Helsingør den 28de November 1867.