Man seer i alt Naturens Land,
Hvor Phantasiens Stjerne
Med sin Gevalt og Virkning kan
Forhere Folkes Hjerne;
Hvor deres Hoved-Sejerværk
Kan lade sig forrykke;
Hvor en Indbildning hæfter stærk
Som Stil i Kobberstykke.
See! gaar man til et Dolhuus, da
Er der jo en og anden,
Som Griller haver jaget fra
Fornuften og Forstanden:
Af hvilke en gaar derud paa,
At Næsen er en Sabel,
Hvorfor han beder Folk at gaa
Af Vejen for sin Snabel;
En mener, at han er af Blaar,
Og snart en Ild kan tænde,
Hvorover han og løber, naar
Han seer et Lys at brænde.
En gaar og leer udi sit Sind,
Som den, der sig kan gjøre
Usynlig og kan komme ind
Igiennem lukte Døre.
En synes, at han haver Horn,
Hvorover han vil stange:
En, at han er et Hvedekorn,
Saasnart som han fornemmer til
En Fugl, ham nær at være,
I Mening, at den hannem vil
Opsluge og fortære.
Langt fra, at jeg ad disse leer,
Jeg mere ynker dennem!
Men naar jeg udi Tanker seer
Vor Verdens Børs igjennem,
Der som et Dolhuus er besat
Af kloge Grillenfanger,
Da er det mig umuligt, at
Jeg mig kan bare længer.
Kig, kjære Landsmand, ind engang
Til Verdens Huusgesinde!
Du efter Alder, Stand og Rang
Skal tælle da derinde
Saa mange Gjække rundenom,
Som Mennesker tillige;
Saa mange Daarekister, som
Gemakker, tør jeg sige.
Der møder dig en Liden,
Som ej er vant fra Vuggen, før
For fem à sex Aar siden:
Som neppe ligger tør endnu,
Og mener sig dog moden
Til Brudesengens Bislulu
Fra Riis at være voren.
Hun holder nok af Børneverk,
Af Bakkelse og Sukker;
Hun syer Adrienne, Særk
Og sligt til sine Dukker;
Men vogt, at du dig ikke dog
Med Børnesnak udlader,
Thi hun sig holder mere klog
End Moder eller Fader.
Med Nakken hun ad dennem slaar
Og gamle Gjække kalder;
„Thi — siger hun — min Fader gaar
I Barndom udaf Alder,
Vanvittig, taab’lig, gammeldags.
Min Moder er og næsten
En Dito udaf samme Slags
Og duer ej for Resten.
Hvad, om de kom paa Auction?
Hvem mon der skulde byde
En Skilling meer for hver Person
End for en Hest med Lyde?
Hvad, om man vilde min Forstand
Paa Vægt hos deres lægge?
Mon ikke baade hun og han
Blev gjort til Skamme begge?
Hvad regner jeg det fjerde Bud
I Katechismusbogen?
Jeg hverken lider Hovedbrud
Af Luther eller nogen.
Lad Børn bekymre sig om sligt!
Jeg har for lang Tid siden
Gjort nok udaf min Børnepligt,
Da jeg endnu var liden.
Min Fader og min Moder tør
Jeg meer ej ved at hædre
Som andre Kællingunger gjør;
Nej, det forstaar jeg bedre.
De dermed nok kan liste sig,
At jeg dem er beskæret,
Og at Naturen dem med mig
Velsignet har og æret.
For min Skyld Mandspersonerne
Sig i vort Huus forgaber;
For min Skyld udi Kirken de
Ved Stolen staar og skraber.
For min Skyld tager de til Hat
Og os beviser Ære;
Thi hver af dennem haaber, at
Han Svigersøn skal være.” —
Vend Ryggen. Thi du mærker her
Hvad Klokken den er slaget,
At Glutten af Indbildning er
Fordi de gamle Gjække ej
Har straffet hendes Væsen;
Ej hende ført paa bedre Vej
Og lagt en Ring i Næsen.
See disse an, hvor løber de
Og korser, naar hun gaber!
Dog nej! Det er kun Skam, at se
Paa disse Kælling-Aber.
Der finder du en Lea,
Som mener sig at være ret
Den skjønne Galathea.
Slig Grille er hun kommen i
Fordi en Øjentjener,
At fange Forklæd-Venner,
Har svoret paa for hende, at
Ej Jupiters Alkmene
Var nær saa hvid, saa rød og glat,
Som denne hans Helene.
For Alting gode Miner hold,
Naar hun sig selv betragter,
Naar hun gjør Fryndser, Læg og Fold
Især paa hendes Mund, at den
Er lig en Pibekrave,
Saa du maa tænke: Hillemænd!
Nu gaar den reent af Lave!
Vær ærbar, naar hun spørger dig,
Hvad ny Roman du kjender?
Thi al sin Læsning hun paa slig
Studering kun anvender.
Hun dig om hver en Martyr veed
At sige hele Sider,
Som haver lidt for Kjærlighed
Fra de trojanske Tider.
Slaa Hænder sammen, og tilbed
I hende Lykkens Gaver,
At hun saa stor en Dejlighed
Til Medgift faaet haver.
Thi see, blandt Prædikanter hun
Særdeles den fordrager,
Der hendes Skabnings-Mønster kun
Til Text og Indgang tager.
Nok sagt, lad hende fare saa;
Dog først begjer af hende,
At du den Ære have maa
Og hendes Broder kjende:
Hun raaber strax: „Hr. Josef, kom,
Her er en Stjernekiger
Fra Østerland, som spørger om
Hvad godt min Broder siger”.
Som af en Fruerstue,
I sine Øjen angenem,
At lade sig beskue.
Forgyldt med en og anden Ring
Fra Fruentimmers Hænder,
Besat i alle Ender.
Du fra de Persers Dronning da
Ham med en Hilsen ærer,
Som hans Portret med Længsel fra
Hans smukke Haand begjerer;
Som ønsker, om det kunde skee,
I hendes Kammer-Bolig
Originalen selv at see,
Og dø desmere rolig.
Han spørger strax, om du forstaar
Nativitet at stille?
Med hvad for Held du hannem spaar
Sit Velfærds-Kort at spille;
Om han, som af Naturen er
Et Kunst- og Mester-Stykke,
Skal ikke overgaa enhver
Til Hove udi Lykke?
Siig jo, og bild ham ind, at han
Som Jomfru-Kammerjunker
Skal blive til en mægtig Mand;
Thi see, i Haabet prunker
Og synes blandt de Høje
At skinne som en Diamant
I hele Rigets Øje.
Han Josef kalder sig, den Nar,
Og mener, hver en Frue
Er hans Madame Potiphar,
Som ham kun faar at skue.
Om Folk han drømmer, som om Ar,
Der sig for hannem bøjer:
Han lover dem Befordring strax,
Naar Kongen ham ophøjer.
Fra denne Grillenfanger
Til næste Nabo, hvis Gemak
Af Skilderier hænger
Saa fuldt, som Lusetorvet er
Af Huer, Strømper, Kapper,
Af Buxer, Skjorter, Klædninger,
Og andre gamle Lapper.
Det første, han dig spørger ad,
Er, efter hvem i Daaben
Du est opnævnet? Item, hvad
Du fører i dit Vaaben?
Om din Tip-Oldefader var
En Oxe eller Ugle?
Hvad Tegn han udi Skjoldet bar
Ved dette Spørgsmaal dristig vær,
Og svar med stille Lader:
At Doktor Morten Luther er
Din første Stammefader,
Samt at din egen Fader bar
Sant Peders Nøgel-Orden;
At han en Landsbyhyrde var
Og vogted Kirke-Hjorden;
Da skal du see, hvorledes han
Skal harke, gø og spytte,
Hvor lidt han skal om geistlig Stand
Og dens Studering skøtte.
Hvor han skal lee ad Messesærk
Og Pibekravens Folder,
Som han kun for et Spilleverk
Mod sine Aner holder.
Taalmodig skal du herved staa
Samt krumme dig og skrabe,
Og med en dyb Forundring paa
Hans Contrafejer gabe.
Strax han dig da fortæller om
Hvor de har tjent i Hoffer,
At den og den af Bejren kom
Giv Agt, naar han sit Folkefærd
Saaledes gaar igjennem,
Hvordan han springer hist og her
Forbi en Deel af dennem,
Der synes ham som Klatter i
Hans Stammebog at være,
Den ene for Forræderi,
Den anden for Vanære.
Du ikke destomindre ham
Lyksalig dog skal prise,
Som har saa rar Forfædre-Kram
Udi sin Bo at vise.
Endskjønt en Deel alligevel
Drog om og bad for Føde,
En Deel sig aad og drak ihjel
Men viid, at naar han peger paa
Sit eget sidste Stykke,
Du da tillige prise maa
Hans Oldefædres Lykke,
Som ham i deres Afkom har,
Saa ypperlig en Herre
(Da ingen dog af dennem var
Saa slet, han jo er værre)!
Fordi han saa anviste
Dig i sit Stammehuus, og gak
Til næste Daarekiste.
Der sidder en Philosophus,
Som mener vist, at Bayle
Er faren samt Salmasius
I ham med deres Sjæle.
Du hilser ham tillige,
Som om hans Lærdom og om ham
Har hørt saameget sige.
Du fra den store Kejser i
Marokko ham forkynder,
Hvor høit endog et Barbari
Hans store Viisdom ynder.
Alt dette tager han imod
Og mener, at man kjender
Hans lærde Navn ved Nigerflod
Og alle Verdens Ender;
Da han dog knap en Fjerdingvej
Er udenfor sit Rige
Bekjendt, ja tit hans Landsmænd ej
Af hannem veed at sige.
Hvad skeer? Han strax dig fører i
Sin lærde Skriverstue,
At du hans Skrifters Cancelli
Skal med Forundring skue:
Men vogt, at du ej spørger til
Thi i den lærde Verden vil
Han som Monark regjere.
Han viser dig og til et Sted,
At see hans Disputatser,
Endskjønt de ere pynted med
Æsopiske Plumaadser;
I Færd at gaa i Rette
Med dem, han rigtig spurgde om:
„Hvor har du stjaalet dette?”
Men du skal lade, som du har
Ej kjendt endnu til Dato
Saa skjønne Skrifter og saa rar
En europæisk Plato.
Da klør du Øret allerbedst
Med slige falske Toner,
Da kommer han herfrem dernæst
Med sine Orationer.
Dem læser han da op for dig,
Og spørger, om du sandser
Og mærker, hvor han idelig
Er fuld af Elegantser;
Med Fraser, og deslige;
Hvor alting saa beqvemt er sagt
Som nogen kunde sige?
Du svarer ja, og tvivler paa
At Cicero vel kunde
Orationer skrive saa
Og slig en Stil udgrunde:
Endskjønt du veed, at det kun er
Udskreven af Cunæus,
Af Lipsius, af Scaliger,
For Resten han sit Magasin
Af Manuscripta priser,
Endskjønt de neppe et Qvintin
Er bedre end Aviser
Og tolv Aars gammel Almanak;
At, om de trykte bleve,
De da til Ild udi Tobak
Blev brugt som andre Breve.
Holla! for Alting ej forgjet
At bede ham indstændig
Om nogle af hans Vers som det,
Der er dig høit nødvendig:
Strax han dit Skib i Læstertal
Med Exemplarer lader,
Som du til Folk udløse skal
Paa Stræder og paa Gader.
Fortæl derhos, hvor dyrebar
Du hører dem skattere,
Saa Kingo selv er ikke rar
Og udi Moden mere.
Strax gjør han sig Forsikring paa
At Maane, Sol og Stjerne
Har aldrig kunnet bryde saa
Vor Tyge Brahes Hjerne.
Han synes, at med Lyst enhver
Bør læse dem igjennem,
Da de dog støder hist og her,
Og Vejene i dennem
Er værre end den lange Bro
For Heste, som er lade,
Om Vinterdag ved Ringsted-Kro
Naar denne Grovsmed haver dig
Nu viist sin Verksteds-Stue;
Naar han har ladet baade sig
Og alt sit Tøj beskue;
Naar du est kjed af denne Snak
Og charlatanske Bjælde,
Da gak til nærmeste Gemak
Og lad dig der anmælde.
Sin Tanke og Forklaring
St. Hanses Aabenbaring,
Der Hals og Been kan slaa itu
Paa dig og dine Lige,
Fordi han noget meer end du
Til Hove har at sige.
Ydmyg dig her, og derhos see,
At du ham ej forringer
Hans Naade-Titel (dog maaskee
Almægtig bedre klinger);
Thi viid, at med Kong Cyrus i
Forvandskab han sig regner,
Sig Herrenavn tilregner.
Han af Opvartning gjør sig til,
At alle ham tilbeder,
At alle ham behage vil,
Og til Patron udleder.
At hannem daglig hænger paa
Tre, fire Regimenter
Saavel af store, som af smaa
Afgudiske Clienter.
Han roser af, at han saa svar
Og overflødig Næring
Af Dedicationer har,
Af Vers og af Foræring,
At dersom Folk, som sælger The,
Rosiner og deslige,
Saa megen Tilløb havde, de
Da hastig bleve rige.
Alt dette skalt du høre an
Som Svaghed af den stærke
Og mægtige Client-Tyran,
Og dig ej lade mærke
At det engang kan gaa ham i
Hans høje Magt omsider,
Som Belisarius udi
Justiniani Tider.
Hvad da? — Saa løber baade du
Og andre fra hans Døre:
Saa kommes han ej meer ihu;
Saa er hans Hof ej større
Og saa bestaar hans Venner
Alene af en Snyltegiæst,
En Kudsk og Kammertjener.
Tys! lad ham i hans Phantasi
Kun have meer at sige
Det polske Kongerige;
Men naar du dig har staaet træt,
Og dine Øren skammer
Sig ved at høre meer af det,
Da gak til næste Kammer.
En selvklog modig Stakkel,
Som sig indbilder, at han er
Apollinis Orakel,
Og at han af Naturen har
Privilegeret Naade,
I alle Ting med kloge Svar
Guddommelig at raade.
See! vilt du føle Pulsen ret
Paa hans Forstand og Hjerne,
Da priis dig lykkelig i det
At du saa høj en Stjerne
Paa Himlen haver, at du den
Kan see, som ej har Lige,
Hvis Viisdom haver mere, end
Kong Salomons at sige.
Paa Timen løser han for hans
Indbildnings Gjækkepose,
Og fanger an, af sin Forstands
Oplysning sig at rose.
Hvad Sværm, fordi han er saa viis,
Han har om sine Døre,
Den kan ej være større.
Han noget Verk fuldfører,
Han da ej ham den Ære gjør
Og hans Betænkning hører:
Han vil i alle Folkes Porte
En Posekiger være,
To Buxer kan ej blive gjort,
At han dem jo vil skære.
Han siger strax sin Mening,
Hvor Asov faldt til Tyrkerne
Ved daarlig Fredsforening;
At, hvis han havde været med,
Han da saa ubesindig
Ej havde sluppet sligt afsted;
Men været meer spidsfindig.
Om Marlborough saavel som om
Eugenius han taler
Og dømmer misfornøjet, som
Om halve Generaler.
At, hvis man Fuldmagt havde ham
Betro’t fra Østerrige,
Da skulde Tyrken faaet Skam
Og Frankrig tillige.
Hvad Kirkestaten sig angaar,
Da undrer han ej mere,
End at den gode Bisp forstaar
Ej bedre at regjere
En geistlig Stiftets Underdan,
En uregjerlig Lector,
En halvgal Provst og Capellan,
En overgiven Rector.
Ved By- og Lands- og Herreds-Ting
Han dette ene roser
(Og Advokater kjør i Ring
Og spiller Bold med Skoser),
At Dommere saa kunstig veed
I Retten at lavere
For Venskabs Skyld, for Gavmildhed,
Og andet saadant mere.
For Resten er hans Phantasi
Ej vel tilfreds med noget,
At Lov og Ret, at Politi
Og alting jo er kroget.
At Sø- og Land-Etaten jo
Paa bedre Fødder stode,
Hvis Kongen vilde ham betro
Sin Krigsher og sin Flode.
Imedens han saaledes nu
Mod hele Verden praler,
Da vogt for alle Ting, at du
Ej leer, ej heller taler,
Hvormed du ligesom kan slaa
Ham paa hans Mund og Øre.
Thi see, han Ordet ene paa
Sin Prækestol vil føre.
Lad ham kun være i den Tro,
At fremfor nogen anden
Naturen ham har givet to
Talenter i Forstanden;
At han, som en Chineser, meer
Og bedre med sin ene
End nogen Europæer seer
Med begge Øjenstene.
Lad hannem dadle i Forstand
De bedste Kardinaler;
Og alle Generaler,
Han er dog gal, ihvad du gjør.
Lad hannem derfor fare,
Og gak til næste Kammerdør,
Til Spørgsmaal der at svare.
Paa Lænestol og Skammel,
Som henved firsindstyve Aar
Er allerede gammel.
Som tykkes sig at have saa
Fremdraget sine Dage,
At han til Himmels burde paa
Eliæ Vogn at age.
Han liggende ved Haanden,
Som er ham mere dyrebar
Af Tolken end af Aanden.
Han sig i intet skyldig veed,
Hvorfor han alle Tider
Om Titel udaf Hellighed
Med Pharisæer strider.
Han dig forsikrer, at han ej
Har seet sin Næste trænge,
Før han ham paa den halve Vej
Imøde gik med Penge.
Men viid, at hvor han laante hen,
Hans Skyldner der beklager
At han tog tyvefold igjen,
Som Bonden af sin Ager.
De ti Guds Bud han mener sig
At have rigtig holdet,
Fordi han ikke falskelig
Men see, han taler intet om,
Hvormeget han har drukket;
Hvor mangen Gang hans Christendom
Har over hannem sukket.
Han roser af, hvor flittig han
I Kirken haver gaaet,
Og hvor han har for alle Mand
Som et Exempel staaet.
Hvor han paa Knæ har gjort sin Bøn
Med sammenlagte Hænder
For Kirken, Kongen og hans Søn,
Og alle Landets Stænder.
Men viid, at naar han gik derfra
Og før han hjem var kommen,
Han havde alt paa Vejen da
Forgjettet Christendommen.
At, om man spurgde hannem ad,
Hvad han paa Hjertet lagde,
Han selv og Præsten sagde.
Af Skriftens Bog han gjør sig til
At han veed meer at sige,
End mangen Præst af Huuspostil,
Af Luther og deslige.
At han saa vel er grundet, som
De bedste Kirkefædre:
Men see hans Levnet efter, om
Han derfor er desbedre.
Sæt Prøve paa ham, spørg ham ad,
Hvordan han sluttet haver
Sit Testament? Til hvem og hvad
Han giver Sjælegaver?
Du da forordnet finder der
Saameget til hans Venner,
Saameget til hans Jordefærd,
Saameget til hans Tjener;
Men mærk, hvor denne Helgen sig
Besmittet har med Arvesvig
Mod Gud og mod sin Næste:
Giv Agt, om han har Kirken skjenkt
Saa meget som en Daler,
Om han paa Skoler haver tænkt
Og arme Hospitaler.
Lad sidde da det gamle Vrag
Og sine Jertegn prise,
Som han har øvet Dag fra Dag
I Christendom at vise.
Gak fort! lad hannem lyve for
Sig selv i sine Tanker,
Og see, om han ved Fadervor
Sig ind i Himlen banker.
Som haver skrevet dette,
Som nep er meer forstandig, end
Det Lam, der gik i Rette
Med hin Æsopi Ulv, fordi
Han det opsluge vilde,
Da dog Naturen lader i
En Ulv sig ej formilde.
Saaledes gaar det og med ham:
Al Udyd vil han hævne.
Den vilde Tiger gjøre tam,
Han for sig selv en Landstings-Ret
Mod hele Verden fører,
Tilspørger Folk om det og det,
Og Vidner overhører.
See! spørger du ham, hvo der har
Forordnet ham til Dommer?
Du kun et philosophisk Svar
Af ham derpaa bekommer:
At den Commission ham er
Af Sokrates paadraget,
At dømme og forfølge hver
En Hoved-Skjelm til Kaget.
Men hav den stakkels Mand undskyldt,
At han sig saa formaster
Og er med Nidkjærhed opfyldt
Mod sine Tiders Laster.
Han mindes ej, at Sokrates
Er død med sine Dyder,
Og at en Ræv dog bider Gæs,
Hvor meget man end skyder.
Lad ham i Fred omløbe med
At feje hvert et ureent Sted
Og at uddrive Aanden,
Som spøger i hans Nabos Huus.
Hvorfor han knap faar sovet;
Ret som han havde Flagermaus
Og Bremser i sit Hoved.
Lad ham med Ro arbejde paa
Sit Lud-Bad at oprette,
Og sorte Hud vil tvætte.
Hans Skærsild dog ej rense kan
De sudlervurne Sjæle.
En Hore vil dog have Mand,
Og Tyven vil dog stjæle.