Til en Moders Fødselsdag
fra en Datter.
fra en Datter.
(Et Anecdoton af Joh. Ewald.)
(Et Anecdoton af Joh. Ewald.)
Slaa sagte paa de fine Strænge,
Min Muse! syng de spædes Lyst,
Og lad den kiælne Klynken trænge
Saa dybt, saa himmelsk i vort Bryst!
Udsend en Stræng, hvis Zittrende
Er mægtigt, som den Klagetone,
Hvormed de angrende forsone
Den mindste Overtrædelse.
Den Taare, som saa villig flyder,
Og som saa let er stilt igien,
Den ømme Siæl, de rene Dyder,
Den dybe Frygt for Skaberen,
Den Drift til Venskab, og til Fryd,
Den Tillid, som ei kiænder Kummer,
Den muntre Spøg, den trygge Slummer,
Er meer end høie Harpers Lyd.
Men du, som gavst mig denne Glæde,
Som har bestrøet min Barndoms Vei
Med Roser, og bevart mig Spæde,
At Torne saarede mig ei;
Men du, hvis Haand veiledte mig
Paa Dyds og Viisdoms snavre Stier,
Hvor fandt jeg stærke Harmonier,
Som sige, hvad jeg skylder dig?
O du mit Intets tro Veninde!
Hvad var jeg, da dit varme Bryst
Opildede mig til at finde
Det første Gylende af Lyst?
Hvor var min Siæl? o! elskte! siig,
O du, som fødte mig med Smerte,
Fortæl, hvor sov jeg, da dit Hierte
Med stærke Slag opvakte mig?
Ak hvilket rædsomt Mulm omspændte
Min Siæl — og bandt min Phantasie,
Før dine rene Luer tændte
Det første Glimt af Lys deri?
Dybt sank jeg, Hvirvler drog mig ned
I Chaos; Natten greb mig, Svage!
Da drog din Straale mig tilbage,
Ufattelige Kierlighed!
Oplys mig da, min Siæls Veileder!
Hvi valgte du! hvor fandst du den
Blandt Myriader Muligheder?
Hvad var jeg, at jeg blev din Ven!
Viis mig, du Glimt af Gud, og du
Dens Helligdom, og dens Præstinde,
Lær mig, hvormed jeg kunde vinde
Din Yndest, før jeg var endnu!
Fortæl, hvordan det kiælne Hierte
Blev haardt, og torde ruste sig
Mod Dødens Frygt, og Dødens Smerte,
Og kiæmpe for at frelse mig?
Hvorledes blev mit Liv din Lyst,
Viis mig den underlige Kiæde!
Du som opelskte mig til Glæde
Ved eget ædle Moderbryst.
Og nu! ak naar min Siæl opregner
Utallige Velgierninger,
Hvormed din Haand endnu betegner
Hvert Øieblik, hvori jeg er,
Da, o da flye Kamenerne,
Da svimler Siælen, og fornemmer
En Gienlyd af Algodheds Stemmer,
Og drukner i sin Følelse!
Du som forvandlede min Smerte
Til Slummer og til Haab om Lyst
Fortolk du selv mit fulde Hierte,
Læs din Erindring i mit Bryne.
Der — Elskte! som jeg aander ved,
— Min tro, min eneste Veninde,
Der skal du see dig selv, og finde
Et Gienskin af din Kierlighed.
Og den Alvidende skal mærke
Mit Suk, og agte paa min Bøn,
Han den Algode, han den Stærke
Skal være selv din store Løn,
Hans Naade give, at du maa
Med Glæde sildig see tilbage,
Med Lyst erindre disse Dage,
Hvis Kreds vi nu begynde paa.