Johannes Ewald (1743–81)

O du, min Ungdoms tro Veileder,

        Som styrer mig til varig Lyst;

O du, som planter Saligheder,

        Og unge Dyder i mit Bryst,

Troer du, at Nattens Svælg fortærte

        Det Aar, som var? Ak nei, det er!

Du selv, du bandtst det i mit Hierte

        Med evige Velgierninger;

Min Tak har giemt, hvad Jorden taber,

        Den hindrer Tiden i at flye;

Min levende Erindring skaber

        Den alt forsvundne Tid paa ny;

Mit Øie seer med Lyst tilbage,

        Min Fader! og min rørte Siæl

Foreviger de glade Dage,

        Som du betegner med mit Vel.

Algodhed lønne dig, og byde

        Din Siæl at see med Tillid frem,

At dine glade Aar, at nyde,

        Og ei at kunne tælle dem.

Han lyse dig, og han udbrede

        En lang, og tryg, og banet Vei

For ved dit Ansigt, og veilede

        Din Siæl til Fryd, som endes ei,

Rigdommens, Glædens Herre træde

        I din gieldbundne Datters Sted;

Han selv giengielde dig den Glæde,

        Som du har overøst mig med;

Hans Naade skiænke dig en Alder

        Ærværdig, rolig, høi og sød;

Han byder, at du ikke falder,

        Før du henslægner i hans Skiød!