Høj var hans Sjæl og rolig og fornøjet,
I Fare kjek, i Modgang mild,
I Medgang stærk, i Skygge og i Flamme,
I Venners og i Dødens Arm den samme.
Saa stod hans Dyd, som Klippen staaer ubøjet
I Storm og smelter ej ved Solens Ild.
Og ædel var han, — øm ved fremmed Smerte,
Betænkt paa Ubekjendtes Vel,
Til Trøst, til Raad, til Redning altid færdig,
Og aldrig haard af Dyd mod en Uværdig,
Selv Svages Fejl fandt Medynk i hans Hjerte;
Men Dyd var ene mægtig i hans Sjæl.